Der er nu gået fem år

Fem år er gået.

Mit liv har været et mindre kaos. Dermed ikke sagt, der ikke har været fantastiske stunder. Det gør mig bare så inderligt ondt, at jeg lige siden har måttet kæmpe en kamp i mod livets udfordringer uden dig.

Jeg er så dybt forelsket i dig, men jeg har ikke haft kontakten med dig i fem år. Et bevidst valg jeg traf dengang, da jeg var for langt ude i sygdom, der skabte depressioner og gjorde mine hverdage umulige at stå op til. Jeg mistede dig af den grund. Vi forlod hinanden forelskede, men i et bevidst valg.

Du sidder dybt i mig og det er jeg bange for du vil gøre resten af mit liv. Jeg bliver inderligt bekymret og ked af det, når jeg i de sidste fem år har forsøgt mig med andre piger, men ikke har kunnet finde den gnist, som vores forhold havde. Jeg savner den gnist. Den inderlige dybfølende store følelse af, at det her er den, man har lyst til at tilbringe resten af sit liv med. Jeg savner dig.

Fem år er gået, tre gange har jeg været indlagt på sygehuset, og to større depressioner på 2 år har jeg kæmpet mod. Jeg flyttede hjemmefra, startede studie og forsøgte at begynde mit liv på ny. Ny by, nyt liv, nye mennesker og vigtigst ny hverdag. En hverdag langt væk fra alle de steder, hvor jeg har dybt siddende minder. Og det er gået mig godt, selvom det er en kamp. Alligevel kan jeg ikke lade være med at føle, at jeg skylder at lufte tankerne for de sidste fem år du ikke har været der i mit liv.

Kære..
Hvor er du henne? Jeg har et hav af billeder liggende af dig, og hver gang jeg vælger at se dem frem, kan jeg mærke hvordan følelserne vælter ud i mig. Følelser jeg har opgivet at tro på. Hvert billede jeg ser af dig, forstærker den dybe følelse jeg føler, og den unikke tid vi tilbragte sammen. Jeg husker stort set hver en ting vi lavede og havde sammen.
Vi gik begge to i gymnasiet, jeg en overgang over dig. Vi mødtes en vinter ude hos en fællesven. Den første uge husker jeg tydeligt, hvordan jeg var nervøs for alt hvad jeg skrev og sagde til dig. Jeg havde ikke prøvet rigtig kærlighed før. Ikke på denne måde. Allerede der, var jeg solgt.

Den første måned gik med, at vi besøgte hinanden med bus og tog hjem igen med den sidste bus omkrig midnat. Vi sov ikke sammen, men hyggede os, og lå mest bare i sengen og kiggede på hinanden, mens vi smågrinte og nussede om hinanden. Det var nogle af de stunder hvor jeg husker mig selv tænke: "Gud hvor håber jeg aldrig disse aftener måtte ende". Jeg husker første gang jeg fik lov at sove hos dig. Du ville have jeg skulle ligge helt tæt op af dig, holde om dig. Mine hænder skulle holde om dine bryster, og der lå vi i ske og smilte i mørket. Det var fantastisk..

Der var gået ca. 1½ måned. Vi tog til gymnasiefest, og du skulle overnatte hos mig efterfølgende. Jeg husker så tydeligt den pinlige situation da vi kom hjem. I vores begges beruselse havde vi lyst til at gå skridtet videre og have sex for første gang. Jeg blev så flov så flov, da jeg ikke kunne fysisk på grund af det alkohol jeg havde fået indenbords. Nej hvor kunne jeg ikke sætte ord på det, men du smilte blot sødt til mig, og sagde, at det gjorde ikke noget.. "Lad os bare ligge og omfavne hinanden og gøre det når vi ikke er beruset". Jeg var flov, men det endte med, den varme følelse af nærvær og tryghed, gav mig al lysten til bare at smile, elske og føle mig lykkelig mens jeg lå der nøgen ved siden af dig. For mig var det også en perfekt aften. Fire dage senere overnattede vi sammen igen, og vi havde en fantastisk aften. Jeg havde forberedt starinlys og gjort det rigtig hyggeligt til at du skulle komme. Det var.. ubeskriveligt dejligt. Forelskelsen blomstrede i mig, og for hver en stund vi fik sammen, fik jeg lykken frem i mig. Jeg elskede dig guddommeligt.

Første episode af noget indre i mig dukkede op. Jeg begyndte at føle mig utryg, kunne ikke lide at gå i skole og jeg sov mindre og mindre om natten, og til sidst slet ikke. Der var noget i mig der nagede mig, og det var min sygdom fra da jeg lå indlagt år 2000. Dengang man mente jeg havde kræft, og jeg gennemgik en lang periode, som fik voldsomme konsekvenser efterfølgende.
Jeg troede jeg var væk fra det! Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle fortælle dig, at jeg var ked af det. At jeg havde mere lyst til at hoppe i søen når jeg stod op om morgenen og springe ud fra en klippe om aftenen. Hvordan fortæller man sådan noget? Jeg begyndte at skrive tingene ned og startede hos en rigtig dygtig psykolog. Det var her du opdagede det første gang hos mig, og spurgte mig, om jeg ikke godt ville fortælle hvad det var, der nagede mig? Jeg ville ikke snakke om det. Hver gang vi var sammen, havde jeg kun dig og mig i hovedet. Det meste forsvandt i dit nærvær og du forstod virkelig at få mig til at leve i nuet. Men det skulle jo gå galt. Det nytter ikke blot at leve i nuet, når man er glad, og leve i fortiden, når man er alene. Vi havde været sammen i omkring et halvt år på dette tidspunkt og havde oplevet....

Jeg husker den første begivenhed jeg tog dig med til. Vi var i teateret i Århus og se skuespil med min familie. Jeg husker køretuden som var den i går. Vi holdte om hinanden, vi slap ikke hænderne for et øjeblik. Vi havde hinanden og ingen skulle ændre på det. Vi var lykkelige, når vi gik hånd i hånd.
Jeg husker den sommerhustur jeg havde inviteret dig til. Jeg blev vovet ud i, at skulle købe en fræk gave til dig. Noget jeg aldrig havde forestillet mig selv gøre. Så ivrig for at imponere dig, og med de få penge man nu havde på det tidspunkt, gik jeg i en undertøjs butik for piger, købte et frækt sæt rødt undertøj til dig. Hold da op, hvor var jeg genert, og følte jeg skulle ud af den butik i en fart. Men jeg var stolt af det. Også selvom jeg aldrig reelt set kendte din tøjstørrelse, så jeg var enormt spændt! Vi kom i sommerhus og den hede stemning kom hurtigt i gang. Vi ankom om aftenen og jeg tændte op i brændeovnen. Vi havde lige spist aftensmad, hvor jeg fortæller jeg har købt gave til hende. Hun smilede virkelig sødt. Det havde hun ikke troet jeg turde! Men det gjorde jeg. Hun ville straks tage det på, og sagde hun gik en tur på toilettet. Jeg gik ind og gjorde stuen klar, hvor vi kunne ligge på en dobbeltsofa med pejsen tændt. .. Hov. Der gik lang tid, og jeg tænkte der måtte være noget galt, så jeg kom ud på toilettet til dig, og der stod du i mit finekøbte undertøj og så lidt utilpas ud. Jeg havde købt trusserne for små. Åh, hvor kom der mange tanker i mit hoved, og straks begyndte jeg selvfølgelig at undskylde og ville forsvare mig, og hun sagde, det skulle jeg ikke tænke på. Stemningen blev lidt ødelagt der, men vi fik en rigtig hyggelig aften alligevel, og for det ikke skal være løgn, så slår det mig pludseligt, at vi eksperimenterede med en agurk. Ha. Det var både morsomt, men også enormt frækt. Du var/er faktisk den eneste jeg havde eksperimenteret med på den måde. At det så ikke var lige så godt som almindeligt sex, er så en anden ting, men vi havde det fantastisk.
Jeg husker en vinterferie jeg skulle afsted på ski en uge. Hvordan vi skrev sammen hver dag, selvom sms'erne kostede 10 kroner stykker. Det blev en telefonregning på 1000 kroner, men jeg var nødt til at høre din stemme hver aften inden jeg gik i seng.
Jeg husker hvordan du fik mig til at sige kys kys efter hver gang vi sluttede en telefonsamtale. Du blev faktisk næsten sur, hvis jeg ikke gjorde det, blot fordi jeg lige stod omkring en masse mennesker.
Jeg husker vi gik ned af trapperne fra biografen. Dine små hænder faldt så godt i min hånd. Jeg strammede lidt ekstra. Jeg ville holde dig fast. Du var min et og alt, min kærlighed.
Jeg husker vi stod på skøjter det år, hvor den store sø var frosset til. Ingen af os kunne finde ud af det, men det var sjovt at kaste lidt sne på hinanden.
Jeg husker.. Du boede i en by 10 kilometer væk fra mig. Og når vi indimellem havde weekender, hvor vi havde egne fester at skulle til, og derfor ikke kunne sove sammen, skrev vi altid, at jeg kunne tage en nat bus. Natbusserne kom aldrig og jeg husker op til syv nætter, hvor jeg tog cyklen, varmt tøj på, og cyklede ud til dig klokken tre halv fire om natten. Jeg ville holde om dig, og du om mig.
Jeg husker din fars familiefødselsdag. Jeg var ude og danse med din mor, det var ret komisk, men også sjovt. Jeg var kommet din familie tæt.
Jeg husker hvordan vi kom til at snakke om børn, at det var noget fremtiden ville bringe, men ikke på det tidspunkt.

Jeg kan blive ved med at skrive, jeg husker! Jeg husker alt fra det år. Siger det lidt om min kærlighed til dig, når det nu er fem år siden uden kontakt? Jeg kan beskrive dit gamle og nye værelse som det så ud dengang. Jeg elsker dig.

Kære..
Der var også en grund til tingene gik galt. Den depression tog overhånd, og jeg sårede dig. Jeg sårede mig selv. Jeg var præget af nogle dybe ar fra et sygdomsforløb jeg aldrig ordentligt fik bearbejdet, og det slog mig ned. Vores forhold gik i kaos. Vi havde svært ved bare at omgås på skolen. Var der andre til stede, holdte vi afstand. Var vi alene, elskede vi og var i nærværet ved hinanden. Jeg skal kommentere, at du er den jeg har haft det mest fantastiske sex med, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det ikke kun er de fysiske forhold mellem os der bare fungerede, men at alle følelserne blev lagt i for alle procenterne. Der manglede intet.

Den første nat vi havde det alvorlige store brud første gang, var vi skændtes over telefonen og du endte med at ville tage ud til mig, så vi kunne snakke om det. Den nat, var en af de meste forundrende, triste og gladeste aftner i hele mit liv på samme tid. Du kom egentligt for at slå op med mig, men natten endte ud i, at først blev jeg ked af det, og så ville du trøste mig og fortrød det lidt. Så begyndte du at blive ked af det hele, og jeg var ovenpå igen og trøstede nu dig. Det skete seks gange! Vi konstant skiftede, for vi vidste ikke hvad vi skulle gøre. Vi elskede hinanden over alt på jorden, men nogle forhold gjorde hverdagen meget hårde, og jeg bar en stor del af skylden på grund af min depression, som du ikke kunne forstå. Jeg prøvede at give dig en dyb forklaring, men du rystede blot på hovedet, og havde ingen forståelse for, hvordan jeg kunne føle sådan. Det kunne jeg sådan set godt forstå, for du var den her pige, som ikke har oplevet den slags før, eller haft nogen nære med lignende problemer, så det hele var noget nyt for dig. Men det gjorde ikke sagen nemmere. Den nat sov vi ikke meget, men vi lå tæt om hinanden og holdte ved. Vi ville fortsætte.

Så kom dagen. Den 17 november kom du hjem til mig efter skole en fredag og sagde, at nu skulle det være slut. Du kunne ikke holde til, at jeg havde det sådan, fordi det påvirkede din skole og dig i forhold til dine venner. Det hele blev for meget for dig, men du elskede mig stadig. Efter en lang eftermiddag med mange tårer endte vi med i alt vores kysseri at sige, det skulle være slut. Det måtte stoppe, ellers ville vi begge blive helt kørt ned, sagde du. Og jeg måtte være enig, for jeg havde ikke gode udsigter i forhold til min depression og de psykologsamtaler jeg havde. For søren hvor var jeg da bare træt af alting, og den weekend var den værste i mit liv. Den værste sætning jeg fik fra dig, var da du ringede om aftenen og sagde, at du ville være mine bedste ven. At jeg var din bedste ven. Det knuste mig hele vejen inden i. Du var ikke min bedste ven, du var mit livs store kærlighed, der kunne redde mig ud af mine problemer. Du var min gudinde, min skytsengel om så at sige.

En måned gik, og vi forsøgte ihærdigt ikke at sove sammen eller have sex sammen, men det endte vi alligevel med. Jeg ville så vide hvor jeg havde dig. Jeg ville ikke blive ved med det her fumleri og det sårede mig dybt og inderligt, at jeg ikke vidste om du var min eller ikke var. Du ville ikke være kærester igen. Du ville ikke. Hvorfor ville du ikke? Jeg måtte tage en spontan beslutning, og gav hende to valgmuligheder.

Enten så skal vi være kærester og give det hele en ny chance. Vores følelser og det bånd vi havde sammen, var unikt. Umuligt at slippe. Hvorfor så ikke prøve igen? Vær min kæreste?

Hvis du ikke vil, er jeg nødt til at sige, jeg ikke kan se dig mere. Jeg er nødt til at afbryde kontakten, hvis jeg skal have en chance for at ligge det hele på afstand. Jeg måtte have et stort rum. Depressionen og dig samtidigt, mit hoved var fyldt med selvmordstanker, og jeg endte endda også med at forsøge, men det er en anden længere historie.

Du fik valget. Kærligheden var der. Vi ville kysse sammen. Vi ville elske sammen. Men det var en svær tid? Beslutningen tog tid, men du traf den, og jeg afbrød kontakten med dig. Du ringede rigtig meget og skrev til mig, og jeg svarede dig ikke. Jeg tog dig væk i et frikvarter, hvor vi i ti munitter snakkede sammen (og et kys), og jeg måtte fortælle hende, at mit liv var vendt på hovedet. Jeg græd i timerne foran kammeraterne og lærerne. Jeg sov ikke om natten. Jeg spiste ingenting. Hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg var nødt til at holde fast. De to måneder der gik der, var de sværeste i mit liv, og de skærer som en kniv igennem mit bryst, når jeg sidder her, fem år senere og beskriver alt det her om dig. Jeg skal have luft for det. Det skal ud.

I de fem år der er gået, har jeg diskuteret frem og tilbage med mig selv, om jeg en dag bør opsøge kontakten til dig igen. Finde ud af hvem du er, hvor du bor og hvad du laver. Har du en kæreste i dag? Hvor meget har du udviklet dig? Som sagt, fem år har de tanker været på, og de bliver højst sandsynligt aldrig til andet. Jeg fik luftet mine tanker for denne omgang, og det tror jeg var en stor nødvendighed. Det føles ikke ret godt nok, men jeg kan håbe, at når ser tilbage på det her, kan det give mig et luftrum.

Åh, hvor er kærlighed da svært. Og jeg vil bare så gerne videre.. Jeg er nok aldrig kommet videre? Kommer jeg nogen sinde videre? Jeg ryger en sidste smøg som jeg ikke bør gøre, og går i seng. Jeg er træt nu og kan ikke mere.

Godnat min skat. Kys kys.