Undskyld
Med et sidder man pludselig alene tilbage på en café.
Hvor blev lykken og glæden af?
Jeg havde lige fået de dejligste følelser for dig.
Det føltes som en ny start i mit liv for mig,
og pludselig forsvandt du bare igen.
Jeg savner dig virkelig meget.
Trods vi lige havde mødt hinanden,
sidder jeg nu her igen,
atter med en tåre på min kind.
Jeg kan slet ikke begribe hvordan det skete.
Den person du ser mig som,
er ikke den jeg er.
Jeg kan ikke engang bede dig om at se på mig,
for der er ikke meget at se tilbage på.
Et nedrustet, et sørgeligt og fortabt syn.
Det er mig, der nu sidder tilbage.
Alt det der kunne være blevet,
er nu forsvundet langt, langt væk.
Undskyld.
Gid du kunne se mig som den jeg er.
Den du startede med at se mig som.
Hvorfor var jeg ikke bare mig selv?
Åh, hvor er jeg dog ked af det hele!
Der er seriøst intet i mit liv, der ligner mig mere.
Der er intet, der bare kommer tæt på.
Jeg handler som en rigtig stor idiot.
En idiot, der smider lykken ud af sit liv.
Som om lykken var noget der bliver en foræret.
Du var denne korte periodes lykke,
og nu er du borte med vinden.
Undskyld.
Skrevet d.
1. maj 2007, 18:48
×
2
×
0
×
2