Sengen

Jeg ved at jeg lige nu stadigvæk holder fast, selvom det er et svagt greb jeg har i dig. Jeg ved at jeg for længst skulle ha sluppet dig, og jeg har prøvet, men du havde puttet lim på mine hænder. I natten da jeg igen, selvom jeg virkelig ikke burde, lå i din seng. Efter druk og bræk, efter kamp og slag og hårde ord. Efter glasskår der borede sig ind i min ryg da du smed mig på det smudsige gulv. Efter du løftede mig brutalt op med nænsom hånd og holdte mig i din favn. Tørrede blodet fra min ryg væk med dit hvide bluse ærme. Og kyssede mig blidt på min hævede læbe. Aede det klistrede hår væk fra mit ansigt. Og bar mig ud i natte-frosten. Bar mig gennem de øde og mørke gader hvor kun månelyset ramte os. Bar mig gennem sneen, uden at sige et ord, til jeg næsten drev ind i drømmene. Bar mig op af den snoede trappe til vi kom til døren. Du låste den op med nøglen der lå på panelet. Gik ned af den dystre gang med de tykke tæpper. Du åbnede toiletdøren med et let spark og lagde mig i badekarret. Gjorde mig fri af mit tøj og tændte bruseren. Du vaskede mig ren fra blod og snavs. Tørrede mig med det store himmelblå håndklæde og svøbte min krop i det. Så bar du mig ind i dit værelse og lagde mig på den store støvede seng. Sengen der fortalte vores historie, med så mange minder og øjeblikke. Sengen hvorfra man kunne se stjernerne på nattehimmelen selvom den ikke engang stod på 1. sal. Dér hvor vi elskede endnu engang, selvom vi havde forladt hinanden igen og igen for flere årtier siden. Vi smeltede sammen til det væsen som ingen andres eksistens kender. Efter vi igen skilte os, drev jeg ind i de tunge mørke drømme. Og det var dér, dér du gjorde det; limede mig fast til dig. Så du aldrig behøvede at fortælle at du fortrød og manglede mig. For jeg ville altid være der. Jeg kunne mærke det om morgnen da jeg tog mit beskidte og hullede tøj på. Hoppede ud af vinduet, ud i sommermorgnen og landede på fortovet. Følte at du havde snydt, ikke spillet efter reglerne. Det er derfor jeg nu bliver nød til at slippe dig. Om jeg skal skære mine hænder af for at komme væk. Jeg ved at det er den eneste rigtige udvej. Så nu, om ganske få døgn har jeg sluppet helt. Er sivet stille væk, og først når du ikke længere kan nå mig længere vil du se. Indse at du begik en fejl. Men der er ikke noget at gøre...