Knive der ikke ku dræbe

Han satte sig på sengekanten, hendes krop lå halvt dækket af den blå dyne. Hun var nøgen, og hendes hud skinnede hvid, næsten gennemsigtig. Han førte fingrene over det størknede blod på det hævede øje. Det var lukket mens det andet, smukt indrammet af de sorte øjenvipper, stirrede tomt på et punkt bag ham. Det lyse hår var rødt og klistret fast til panden. Ellers lå det som en glorie om hendes ansigt. Som en engel. Og det var hvad hun havde været, det meste af tiden i hvert fald. Hendes bryster var blottede, hendes ene arm lå over de ene som prøvede hun at beskytte dem. De var store, større end de plejede. Den anden holdte på hendes mave, den havde en svag runding som han heller ikke havde lagt mærke til før. Hun havde et sørgmodigt smil om læberne. Han syntes næsten det var en anelse skadefrot. Hun skulle ikke have haft gjort det, tirret ham på den måde! Holdt ham for nar, gjort grin af ham bag hans ryg. Hun skulle ikke have elsket ham så højt, skulle ikke havde forgudet ham på denne måde. Skulle ikke have passet, plejet og opvartet ham som hun havde gjort. Hun skulle aldrig have forelsket sig i ham og lade ham forelske sig i hende. Skulle ikke havde stjålet hans liv, hans ungdom og fremtid. HAN havde ikke bedt om det, det var hendes fejl. Hendes skyld at det var gået som det var gået. Han huskede den aften i forældrenes sommerhus. De havde siddet på bænken med et tæppe om sig og kigget på stjernerne. Havde følt at de havde alt at nå i livet, verden var åben. Han havde virkelig elsket hende den aften, aldrig troet at man kunne elske nogen så højt, højere end sig selv. Og de havde elsket, hele natten under stjernerne, havde kun brug for hinanden. Men nu, nu lå hun der. Kold og ond. Grinede ondt af ham, tænk at han var gået så vidt. At hun havde drevet ham så langt ud i mørket. Så langt at slag ikke gjorde ondt og knive ikke kunne dræbe. At det var den pureste rene kærlighed. Han havde jo bare elsket hende, det var der vel ikke noget galt i...