Elsket had

Efter vi havde elsket, som så mange gange før, vendte du dig om. Vendte ryggen til mig, ryggen med de tusnd fuger og ar af tusind års selv-pinsel. Du faldt hurtigt ind i søvnen, og dit åndedrag blev regelmæssigt. Ikke som for få timer tiden hvor du havde hevet efter vejret af raseri. Du havde hævet hånden over mig, for at slå. Men jeg havde pareret dit slag. Et øjeblik stod du forvirret som om du ikke kunne forstå hvad der var sket, men så blev du endnu mere rasende Før du nåede at løfte hånden igen havde jeg grebet flasken og smadrede den mod dit hoved. Du faldt om, men jeg vidste godt at det var skuespil, du narede mig aldrig. Jeg trådte over dig og ud i haven. Stirrede tomt på tulipanbedet og strøg blidt hånden over blomsterhovederne. Jeg hørte dine skridt bag mig, og mærkede dine arme om mit liv. Følte de bløde kys i nakken, og lod dig, som altid, føre mig ind til den store seng med de himmelblå lagener. Vi elskede, og følte os som en, så tæt som kun vores had kunne føre os. Hadet som var det eneste der holdte os sammen