Alene

Din forvirring tærer på mig
du dræner mig for min syrke
før kunne jeg elske
og have så meget at give
nu har jeg ikke en gang til mig selv
Du har taget det hele
taget det med dig
da du vendte mig ryggen
en kold august morgen
efter vi havde elsket og grint
dog regnen silede ned
og vi ikke have nogen paraply
til at holde os i ly
jeg kiggede på de små marsvin
der lå så trygt i det røde lys
jeg kunne mærke at
der var noget over mig
jeg løsrev mig fra marsvinene
men du var der ikke
jeg søgte i de våde gader
og fandt dig til sidst på en trappe sten
Du holdte mig fast ind til dig
og slap så
lod mig fald da jeg troede
at du, netop du aldrig ville svigte
aldrig ville lade mig falde
uden at prøve at gribe mig
Jeg nåede ikke en gang at ta fra
før jeg ramte den våde jord
jeg mærkede tårerne
trænge igennem mit tøj
helt ind til min bare hud
der engang brændte af dig
jeg rejste mig besværet op
lyttede åndsfraværende
til dine ligegyldigheder
åbnede munden for at sige noget
men kun små råber af blod
flød ud over mine læber
Jeg vendte mig og løb
undgik dine åbene arme til farvel
løb forbi kirkegården
hvor jeg selv følte jeg burde ligge
gennemblødt af salte blodige tårer
og beskidt sved fra din favn
løb til mine ben
ikke kunne bære mig mere
til jeg hevde nået verdens ende
jeg stoppede lige ved kandten
og kiggede ned på bilerne
der susede under mig
jeg brædte armene ud
og satte af
svævede ud i intet heden
indtil jeg nåede min egen gadedør
hvor du havde kysset mig blidt
få dage før
Kæmpede mig op af trapperne
og fald om på senge
Lad søvnen redde mig
lad det hele være en drøm
når jeg vågner igen.
Men næste morgen var alt pureste virkelighed
jeg var alene, igen