Øjne og hænder

Mørke,
som var de uendelig dybe
disse spejlblanke søer
dækket af is, eller glas måske?

Et møde,
mellem to varme, let fugtige flader,
der lukker sig om hinanden.
Smelter sammen til én.

Spor,
af tider hun førsøgte at glemme
krakkelerer den fjerne havbund,
som minder, der fo evigt er brændt fast.

Et klem,
der føles fortroligt og mærkes længe efter,
som en elektrisk strøm, der suser
fra den ene ende til den anden.

Dråber,
der dannes når søerne løber over,
smeltede saltkrystaller fra dybet,
fra en øm sjæl med blødende hjerte.