Højt oppe

Højt oppe på himlen
lyser en funklende stjerne*
Du springer, og strækker dig
Men stjerner* nås aldrig
Snarere synes den at fjerne sig
mere og mere
Men udstakte hænder, ubrugelige som
jord, der forsøger at tilbageholde vand,
tror du at røre himlen
Og universet udvider sig til jorden
under dig - forsvinder, og du
falder - falder
Gennem tid og rum til
Alle erindringer og drømme er brændt
væk, til et sort hul i sjælen
Omgivet af dansende luer
Forfulgt i en verden af ild
Indtil du mærker blødhed og varme
i mørket
Universet ler en perlende latter
Mens stjernen* sænker sig og
ligger sig for din fod, og
Stjernen* er kun støv