Rækker hånden frem Nyder det Føler lykken Nyder det Dirrende gennem sjælen Jeg nyder det Trygt, uvidende og sikkert naivt Men jeg nød det Frydefuldt det var Jeg gav mig "lov" Til a

Ensom sjæl Bedraget af min elsker I kærlighedens navn Dette er - som det længe har været - kærlighedens sande øjne En kærlighed der var forklædt i løgne Indtil nu! Bare lad mig græde For du

Kan ikke bevæge mig Jeg er fanget Fanget i min ensomme Sjæl - bitter Sjælen binder mig Holder mig som fange Ansigtet fugtes Af mine egne tårer Jeg er bange Bange for at bryde ud Skriger

Højt oppe på himlen lyser en funklende stjerne* Du springer, og strækker dig Men stjerner* nås aldrig Snarere synes den at fjerne sig mere og mere Men udstakte hænder, ubrugelige som jord, der

Jeg er fri Som fugl i et bur Flakser rundt På sårede vinger I fuld fart Hen over hovedet På mig selv Og på andre Livet fyger forbi Det kører rundt og rundt Fuldt overfor rødt Jeg retter in

Så helt igennem vidunderligt Underligt Er det så forkert At nyde Tænk nu hvis jeg visner I mit stille sind Afbrændte drømme Jeg brændte dem selv Jeg var fór bange Afskrækkede kærligheden

Sidder ved afgrundens kant opgivende og dog bange for at falde et lys rejser sig pludselig bag mig jeg kigger op bliver blændet kniber øjnene sammen føler mig irriteret og afbrudt forst

Vandrer stille til mit paradis lister på bare tæer i sandet lytter til stilheden ved stranden følelser ligeså brusende som havet sensuel svævende hen over standen som bølgerne mærker kraften

Larmende stilhed i mit hoved en følelse af tomhed et manglende billede ensomhedens mørke hul Hvor er du??? Jeg trapper ned slår fra står stille et sekund lytter til universets skælven - h

Bedrøvet - trist til mode. Ensom - lidt sky. Lille kvinde, kolde kvinde Kan du høre mig - cementkrop? Hvad tænker du på? Har du allerede opgivet?

Der er noget særligt ved lykken Man kan blive helt glad når man møder den men osse lidt beklemt står stille lister sig varsomt frem som i et minefelt Og hver gang man sætter foden ned uden at