Solen ... min ven!

Sidder ved afgrundens
kant
opgivende og dog
bange for at falde

et lys rejser sig
pludselig bag mig
jeg kigger op
bliver blændet

kniber øjnene sammen
føler mig irriteret
og afbrudt
forstyrret

distraheret i min
selvmedlidenhed
rejser mig
griber ud efter lyset

lyset
efter intetheden
eller er det
livet?

går mod kilden
føler mig ikke længere
alene
eller bange

aner en ukendt fornemmelse
den får mig til at føle mig
varm
og smuk

ikke mere
grå og trist
mærker varmen fra lyset
og opdager i ét nu
at det er solen

Sikken kraft...