Er det hele tabt?

Jeg gav dig mit hjerte, med en viden om det kunne blive udsat for smerte. Men jeg stolede på dig og dit blik, du viste mig vejen, gjorde livet til en leg. Jeg kunne føle mig tryg i din favn, men nu vil du næsten ikke sige mit navn. Hvad har jeg gjort galt? Har jeg dummet mig? Hvorfor vil du ikke have mig mere? Er der en anden? - alle de spørgsmål popper op i mit hoved. Føler det kunne eksploder, kan næsten ikke klare det mere. Jeg hader mig selv, for at have givet dig grunde til at græde, vil bare se dig smile. Du var mit et og alt, min verden - ville ønske du stadig var min, men du vil ikke have mig! Hvad skal jeg gøre af mig selv? Det piner mig at vi ligger i samme seng, jeg burde pakke min taske og smutte, men vil ikke miste dig helt, vil have du stadig skal være en del af mit liv! Drømmer om du stadig er min eller kommer tilbage, så jeg ikke længere skal lede i blinde, efter et sted jeg kan være tryg uden at være bange for min egen ryg! Du er stadig lyset i min verden, men også min smerte dybt inde i hjertet.