Værelsets hemmelighed

Blandt andre er det med et smil på læben,
men når døren til mit værelse smækkes i og ensomheden overtager min krop - er smilet væk, erstattet af tåre, der rammer gulvet i takt med musikkens toner.
Tørre hver en dråbe op med strømpen på min fod.
Mærker vreden og smerten indeni.
Bare jeg kunne råbe, ikke noget med betydning, bare en lyd.
Gid man kunne ligge smerten og vreden i en kasse, så kunne de hygge sig sammen der.
Men vent, hvis de var væk, hvad ville så fylde mig - ville jeg være tom.
Er tom bedre end smerten og vreden?
Ville jeg kunne klare tomheden, eller vil jeg heller leve med en kort lunte en stund og fodre min smerte bag det falske smil?
Søger svar, fra mit overfyldte hoved.