På skolebænken sidder en pige efterladt. Hun sidder ved siden af en dejlige dreng, som hun er forelsket i. Hun håber hele tiden, at det skulle blive dem, men det tror hun aldrig. Pigen er lidt overvægtig, men ikke ret fed. Hun har bare en lille delle. Hun græder snart sig selv ihjel, for hun er så forelsket i ham drengen. Der er ingen rigtigt i klassen, der syntes han er pæn, men det synes hun. Han er ingen taber, overvægtig eller noget andet. Bare helt fantastisk dejlig.
Hun håbede sådan, at de skulle komme til at sidde ved siden af hinanden, og det kom de også til. De sidder og snakker i timerne, altså mumler lidt til hinanden. Hun sidder og håber at de vil få hinandens numre, men hun tænker hele tiden på hvem der vil have hende. Når hun hører musik, begynder hun at tude. Fordi det er stille musik. Og hun tænker på ham. Hans og hendes forældre kender hinanden okay godt, og hun føler sig pinlig, når hun taler om ham. Hun ville sådan ønske at hun var tynd. Hun kunne tale engelsk, og de havde hinanden. Hun har ligget og bedt til gud, om det ikke kunne blive dem, men der er intet sket.
- Problemet er bare. Hun, er mig.
Skrevet d.
9. december 2006, 19:15
×
0
×
0
×
0