Ensom og sorg

Jeg føler benene under mig forsvinder. At jeg ikke kan stå på mine ben, at jeg overhovedet ikke har nogle ben - kun min krop. Jeg sidder og tænker på alle de dejlige minder fra sidste år, - dem glemmer jeg altså aldrig nogensinde. ALDRIG!

Den drøm virker bare så virkeligt - men desværre er det kun en drøm, og bliver måske aldrig til virkelighed? Det håber jeg bare på. Tænker på den drøm konstant og hele tiden. Når jeg prøver at tænke på noget andet, så går alt i baglås, og jeg bliver ved med at tænke tanken "Bliver det til virkeligt?" Det ville selvfølgelig være lettere, hvis alting ville blive til virkelighed, og jeg troede endda, at jeg havde en chance i går - nej.
Jeg kan ikke se noget lyst, den lyse tid er væk, alt mørket er kommet over mig, men hvor lang tid, vil det være over mig? Jeg ville ønske at alt var perfekt, og alt det dårlige var væk. Langt væk for mig.
Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne fortælle dig, hvad jeg inderligt føler for dig. Men hver gang jeg skal til at skrive det, så tør jeg alligevel ikke, og jeg kan ikke få mig til det.

Jeg ved, at jeg ikke har været lige sød hver gang. Men jeg fortryder det så meget - ville ønske alt kunne blive som før, men det tror jeg ikke desværre ikke. Jeg var ikke altid lige sjov at høre på eller sammen med, men jeg ville bare have alt skulle blive perfekt igen.

Undskyld.