Måske et farvel?

Du er ved at forsvinde ud af mine tanker. Det er skræmmende, men betryggende. Jeg troede, at jeg skulle gå hver dag fra nu af og til resten af mine dage og tænke på dig, os to og alt det der ikke blev til noget. Jeg elsker dig stadig, og hvis du kom og sagde, at du ville det samme som mig, ville jeg smide alt, hvad jeg havde i hænderne og give mig hen til dig.. uden skrupler, uden bekymringer, uden at tænke mig om.. for du er virkelig fantastisk, og jeg vil for altid elske dig og holde dig tæt ved mit hjerte. Jeg er bare nået til et punkt, hvor jeg har brugt for meget tid på at udtænke fantasiscenarier om os to, om dig. Jeg elsker dig stadig, og det smerter mig, at jeg ikke længere føler den helt samme varme, når mine tanker en nu mere sjælden gang kredser om dig. Det smerter mig, at jeg ikke kan lade være med at tænke på andre. Selvom vi ikke er kærester, føler jeg, at jeg er illoyal over for dig, fordi jeg i så lang tid kun har tænkt på dig og kun har villet have dig. Som sagt elsker jeg dig ud over det sædvanlige, og jeg ville ændre alt for dig, hvis du kom og bad mig om det.. men jeg er færdig med selv at bede om noget. Du er noget af det bedste i verden, men det går ikke længere det her, så jeg må lige så stille sige farvel til drømmen, selvom det er sindssvagt hårdt! Det er forfærdeligt, men også godt tror jeg. Jeg elsker dig. Så simpelt er det, men for min egen skyld må jeg lægge afstand til dig. Jeg elsker dig!