Verdens undergang

En verden uden venner,
en verden uden fjender,
en verden helt alene,
er hvad jeg vil mene,
noget som er trist,
med mere end brist,
af det hjerte som banker,
dybere end mine tanker.

Når alt jeg holder af,
ikke længere er dag,
men en kold og klam nat,
den er så ensom og forladt,
den hvisker stille i mit øre,
ting jeg ikke vil høre,
det forandrer min sind,
luk mig nu bare ind?

Alt er bare væk,
og skjult bag den hæk,
der skygger for solen,
mens jeg ligger her i stolen.
Jeg ser en skygge så stor,
den omringer mine ord,
jeg forsvinder til en prik,
til ingenting. Jeg er væk.