Ude fra havet

Om natten vågnede Lillian og satte sig op i sengen. Månen skinnede ind ad vinduet, og alt var musestille. Lillian kravlede ud ad sengen og listede hen og åbnede vinduet ud til månen. Hun kunne høre noget langt, langt væk. Det var ikke til at høre, hvad det var, men det kom ude fra havet.

Hun stod stille og skuede ud mod havet, vidste ikke hvad hun ledte efter. Men hun rørte sig ikke ud af stedet. Et lys kom fra himlen uden noget varsel, og bølgerne slog i mørket som de aldrig havde slået før. De bragte en utrolig smuk lyd med sig, imens de voldsomt slog mod strandbredden. Hvordan kan noget lyde så smukt, tænkte hun stille, og smilede for sig selv. Bølgerne lød som et helt symfoniorkester. Hver bølge skabte en ny tone.

Hun lukkede øjnene og lyttede, mærkede hvordan den rolig musik bragte hendes sind i ro. Alt i mens lyset nærmede sig hendes vindue. Lyset omringede noget af det smukkeste hun nogensinde havde set, den smukkeste kvinde nogensinde. Lyset reflekterede i Lillians yndefulde blå øjne.

Kvinden smilede til hende, og Lillian kunne ikke lade være med at gengælde smilet. Ud gennem hendes røde læber strømmede pludselig en stille sang, som lød som noget hun aldrig havde hørt før. Bølgernes musik passede perfekt til den klingende stemme, og Lillian kiggede roligt på hende, imens kvinden rakte sin hånd frem. Hun havde smukke lange fingre, og Lillian lod straks sin hånd passe i hendes.

Kvinden havde lys, hvid, smuk hud og røde læber der stod i perfekt kontrast til hendes ansigt. Hendes øjne var blå, fuldstændig magen til Lillians. Lillian sprang en vejrtrækning over. Kunne noget så smukt også være hendes?

Først nu lagde hun mærke til at havets musik faldt i baggrunden, hun klamrede sig ind til kvinden, og mærkede hvordan varmen blussede op i hendes kinder, kvinden smilede til hende og en varme, hun aldrig før havde følt, spredte sig i hele hendes krop. Lillian kiggede ned på havet, beundrede hvor smukt det så ud oppefra. Hun kiggede ned i det mørke ocean, og mærkede hvordan hun også blev lidt bange for at falde, men så strammede kvinden sit tag om hende, og Lillian vidste at hun var mere sikker end hun nogensinde havde været før.

Kvinden bragte hende højere, og højere op, og Lillian blev nysgerrig, hun havde indebrændt så mange spørgsmål så længe. Hvem er du? Kvinden reagerede hurtigt på den stille hvisken.

Din mor sagde kvinden med ro i stemmen og et stille smil på læberne. Jeg har længtes, og haft uro i mit sind, jeg har sådan savnet dig. En tåre gled ned over kvindens kind, og glimtede i månens skær. Lillian tog hårdt fat rundt om kvindens hofter, du må aldrig efterlade mig igen, sagde hun grådkvalt. Aldrig sagde kvinden og kørte sin hånd igennem Lillians gyldne hår. Lillian følte ingen trang til at spørge om mere, hun følte kun lykke. Min mor er hos mig nu, tænkte hun for sig selv.

Ja, det er jeg, tænkte kvinden, men uden at lade hende vide at hun svarede. Mens alt var stille og stjernerne blinkede fra alle sider til dem, kom et mørkt lys imod dem, og Lillian kunne mærke hendes mors tag om hende strammedes, og rædselen kom til syne på det så smukke ansigt.

Du lovede. Du kender konsekvenserne for at bryde reglerne. Jeg troede du ville vide bedre end det. stemmen lød skræmmende og samtidig skuffet over hendes mor. Tilgiv mig. Jeg måtte bare se hende. tårerne faldt igen, og kvindens krop rystede.

Beklager. Regler er regler lød det skammeligt fra stemmen. Lillian kiggede forvirret rundt, for at få en forklaring på hvor stemmen kom fra.

Pludselig mærkede hun en kæmpe kraft storme mod hendes krop, og hendes tag om kvinden slap. Nej! Mor! Lillian faldt hårdt mod jorden og lod tårerne trille, gav dem frit løb. Hun åbnede stille øjnene, ved siden af hende lå hendes mor. Det smukke lys omkring hende var langsomt ved at gå ud. Og hun blev svagere, og var ved at svinde bort. Lillian sagde intet, hun lagde sig bare helt tæt ind til sin mor, og mærkede varmen mod sin krop igen, men også den blev svagere. Hun tog sin mors hånd, og plantede forsigtigt et blidt kys på den, mens tårerne landede blødt på kvindens hvide tøj, og hun svandt helt væk.

Lillian stod og stirrede ud mod havet, det føltes som en drøm. Hun stod som hun gjorde nøjagtigt før det var sket. Tiden var startet forfra, hendes liv var startet forfra. Hun havde fået en chance til. Det hele var bedre nu, nu hvor hun vidste hvem hendes mor var. En stjerne blinkede roligt til hende, og hendes sind faldt til ro, mens tiden fortsatte.

Men inderste inde længtes hun ikke efter en ny begyndelse. Hun længtes efter at vende tilbage.

Du lovede mor, Hviskede hun og lod en enkelt tårer trille. Og mens ordene forsvandt ud i natten faldt regndråberne stille, og vinden tudede trist.