Du kan ikke miste hvad du aldrig har haft

I sit stille sind, nynnede hun sin triste sang.

Hun sad på værelset i vindueskarmen, hun så så spinkel ud. Hendes hår hang i lange slangekrøller ned over hendes skuldre, hendes ansigt var blegt, og der var ikke et smil at skimte. Hun havde et smukt smil, et varmt smil. Men det havde ingen kunne se i meget lang tid. Smilet var nu erstattet af evig sorg og smerte. Det voksede inde i hende, groede i hendes hjerte, forhindrede hendes sjæl i at blomstre.

Hun havde mistet alt sammen med sin mor, alt var smuldret under hende, da hendes mor døde. Hun kunne huske hvordan hun havde stået hjælpeløst og set på at bilen brændte, med moderen indeni. Hendes far sagde ikke et ord hele dagen efter ulykken, han sad bare i soveværelset, og holdte noget af moderens tøj indtil sig, eller gik hvileløst rundt i huset. Han havde mistet sin gnist, sin lyst til at leve. Det samme havde hun.

I skolen gik hun rundt alene, ingen så hende i øjnene, for sorgen lyste ud af hende. Alle vidste hvad der var sket, og det skræmte dem. Hendes venner havde været der for hende det første stykke tid, men med tiden var det også blevet for meget at bærer for dem, hver dag at skulle hører på hendes deprimerede sang om hendes tabte mor.

I timerne sad hun og kiggede ud ad vinduerne, ud på træerne, og på himlen. Hun tænkte på sin mor. På dengang hvor de skændtes. jeg hader dig, var det sidste hun havde sagt til sin mor. Men det var ikke bare den ene gang, det var alle gangene. Alle de gange hvor hun havde haft brug for sin mor, alle de gange hvor hun havde haft brug for hende til at holde om sig, til at trøste og til at fortælle hende de tre små ord der betyder så meget, men ikke kræver noget at sige. Hun havde aldrig hørt de tre ord. Aldrig. Og nu var det for sent, og det var hendes skyld, mente hun, for hun havde jo bare stået og kigget på mens brandfolk hev hendes mor ud af den brændende bil.

Hun havde altid følt sig som en uønsket i sit hjem, altid været deprimeret inderst inde, men aldrig havde hun ladet det komme til udtryk på overfladen. Hun havde skjult det for alle. Og med god grund, for hun var jo til besvær nok for sine forældre i forvejen, hun var en fejl, og hun vidste det. Hun havde altid følt smerte, men aldrig smerte som den hun følte nu. Hun havde indset hvor meget hun havde elsket sin mor. Trods alt, trods det at moderen havde slået hende, råbt ad hende, og fortalt hende at hun ikke var andet end en fejl, at hun var uønsket. Altid havde hun følt skyld, og ingen havde prøvet at dæmpe hendes skyld. På ydre siden, på facade, havde de været den perfekte familie, alt havde været idyl. Hun hadede det.

Hun havde lyst til at skrige, hver gang at forældrenes venner var på besøg. Hendes mor sendte hende strenge blikke igennem rummet hvis hun sagde for meget, elle hvis hun sank sammen i ryggen. En dag da forældrenes venner var på besøg, sad moderen og sendte hende rettende blikke, strenge blikke, ligesom de andre gange, men den dag husker hun tydeligere end alle de andre. Alt hvad hun havde gjort den dag havde været forkert. Til sidst var hun brudt sammen midt i stuen, foran alle deres venner, hun havde råbt og skreget ad moren, mens hun havde grædt, så de salte tårer var landet på tæppet. Og da gæsterne var gået, var moderen kommet op på værelset og havde slået hende op til flere gange. Faderen havde bare stået stille i dørkarmen og kigget skuffet på hende. Hun vidste ikke noget værre end når han gjorde det, det gjorde mere ondt end den fysiske berørelse. Nogle gange havde hun ønsket at han ville slå hende i stedet, hun hadede det.

I hendes indre skreg hun på hjælp. Men hun fik ingen. Hun var bange, bange for at snakke, af frygt for at sige noget forkert. Men trods moderens mishandling, og faderens skuffelse, var det hende, moderen, der havde holdt det hele sammen, hende der havde fået det hele til at fungere.

Men nu var hun væk.

Og alt var væk sammen med hende. Selv den lykke, hun troede hun havde haft. Den lykke der havde fået hende til at skubbe alt det moderen havde gjort ved hende til side, men nu blev det hele revet op igen efter moderens tragiske død. Hun vidste godt at det moderen havde gjort mod hende var forkert, men hun havde ikke kæmpet imod. Så det var vel også lidt hendes egen skyld, mente hun.

En aften da faren lå i sengen og sov, vandrede hun igennem huset, og endte ude på badeværelset. Det lå badet i månens smukke stråler. Hun åbnede skabet der hang over vasken, og ryddede lidt rundt i det. Hun tog et barberblad frem, hun havde før skåret i sig selv, for hun kunne bedre klare den psykiske smerte, end den fysiske smerte der var blevet påført hende, og som skar hende mere og mere i hjertet for hver dag der gik. Men denne gang skar hun bevidst lidt dybere, og blodet dryppede ned på det kolde gulv. Hun stod lidt og kiggede på sig selv i spejlet, og så blodet flyde, hun kunne se sig selv, og det reflekterede månens lys. Hun satte sig stille ned også ud på natte himlen. Hun følte sig tryg der, midt i mørket, midt på det kolde gulv.

Stjernerne blinkede ned til hende og et stjerneskud fløj over himlen, og efterlod en hale af lys.

jeg kommer nu mor, også skal vi være som de andre, ikke også mor? hviskede hun, med en så lille spinkel stemme at det næsten var umuligt at høre. det var hendes eneste ønske, Og hendes sidste tanke. At være som de andre. Hun lagde sig ned på gulvet, og krummede sig sammen.

Nu var smerten slut, hun var fri.

Hendes mor stod omringet af lys, et klart smukt lys. Og for første gang i lang tid spredte der sig et smil på pigens mund, og man kunne skimte to små smilehuller. Hun løb over mod moderen, og omfavnede hende. jeg elsker dig hviskede hun stille.

jeg elsker dig mor.

Hun lå der på det kolde gulv så smuk som en engel. I sin hånd havde hun sin dagbog, den var åben, og på siden stod der;

Jeg vil være fri, om det så skal være alene. Jeg vil væk fra mig selv, og smerten jeg har. Jeg er forvirret, og jeg holder det hele inde i mig selv. Smerte er det eneste jeg føler, så jeg har intet at tabe. Jeg vil give slip på den smerte jeg har holdt inde i mig selv så længe. Jeg vil finde det jeg har ledt efter hele vejen, et sted jeg hører til. Jeg vil væk fra smerten, og det kommer jeg i dag. Jeg lod som om at alt var som det skulle være, jeg puttede en facade på, og gemte mig bag den. jeg tager mit liv tilbage, jeg vil være alene, jeg kan ikke vende tilbage nu. jeg var bange for at fortælle mine tanker, men jeg behøver ikke være bange mere. Hvis jeg kunne ændrer mig, så ville jeg. Jeg ville fjerne smerten. Slette alt det forkerte jeg har gjort. Hvis jeg kunne tage alt skammen med mig, så ville jeg. Du troede at jeg var i sikkerhed på mit værelse, og du ville sikkert ønske at jeg bare kunne blive derinde, at du kunne skjule mig for verden. Jeg ved ikke hvad der er at kæmpe for, jeg ved ikke hvorfor dig og far hader mig. Jeg ved ikke hvordan jeg blev sådan, jeg ved det er forkert. Men jeg savner dig jeg savner dig så meget jeg forsøgte ikke at bryde sammen, det gjorde jeg virkelig. Men alle føles så langt væk fra mig, selv om de er lige ved siden af. jeg er fortabt under facaden. Blevet væk. Ved ikke hvad i begge forventer af mig, men jeg kan mærke presset. Jeg slutter det hele, nu.

Pigen hed Lykke, hun blev 15 år.