Krateret

Jeg bliver ført nærmere mod en afgrund,
der unddrager sig endhver forstilling.
Det åbne gab.
Men hvor den begynder,
mid i alt mørket,kan jeg ikke se.

Jeg kan kun føle mig vej,
føle mig vej,
når jeg følger efter ham i mørket.

Han løber så hurtigt og sikker afsted,
mens han råber sine løgne til mig over skulderen,
og jeg følger ham, lige meget hvor han er på vej hen,

Snubler afsted efter ham i mørket,
hen over den ujævne grund,
hvor der er grus,sten,
uventede småhuller,isspræninger,
og et eller andet sted derude,
uventet, uden varsel,
findes der et dybt,
kæmpemæssigt krater,
og det er dér, han er på vej hen.

Jeg ved ikke, hvor dybt det er,
jeg ved ikke, hvor dét er,
jeg ved ikke, om han er faldet i det,
Jeg ved ikke, hvorfor han drages mod det.

Det er som om,
der i midten af krateret,
er et strålende lys,
en varme,
et magisk sted,
som han drages mod.

Jeg kan kun følge efter,
løber efter stemmen i mørket,
farer fortvivlet rundt,
kalder,skriger på ham,
griber fat i
hans ærme,
hans arm,
han skulder
et øjeblik, inden han løber videre.

Bange for at jeg skal falde,
at jeg skal falde,
falde og snuble,
snuble og falde på den ujævne vej,
jeg vil bare ikke give slip på ham,
men kan ikke holde ham tilbage.