Mistet håb.

Du tror du kender mig,
Men hvor mange kender dig?
Vi skjuler alle ting,
Ting vi er bange for at udtale.
Ting, fængslet i vores hjerte.

Det skære i mig,
Skriger på at komme ud,
Men få gange har jeg modet.
Svigtet, når jeg gav efter for skriget.
Opgav at give nøglen til hjertet væk,
I stedet forærede jeg brudstykker.
I håb om nogle ville sætte dem sammen,
Velvidende at de ikke gør.

En konstant smerte,
Dækket af et smil,
Og en glød i øjnene,
Der snart brænder ud.