Paradisets tanker

Mens jeg ligger her på en hvid sandstrand, og lytter til vindens rislen i palmernes kroner, tænker jeg over mine tanker. Tanker omkring livet. Tanker omkring venskaber. Venskaber der kommer og går, nogen er der længe, andre kun i kort tid. Nogen når man ikke engang at kende, før de er fløjet videre. Fløjet som fuglen, svævende over livets klode.

Kloden som er så fuld af liv. Liv er ubeskriveligt, så levende, så dødt, så vidunderligt fantastisk. Så fuld af kærlighed, omsorg og glæde. Glæde for hinanden. Glæde for ting, man har kær. Glæde gør livet længere. Glæde for familie. Familie er uundværligt, en ring af mennesker, som er samlet, på en sådan måde, at de aldrig kan skilles. De lever for hinanden.

Utroskaber, løgne og mistroiske tanker, findes ej, ej ikke i mine tanker. Mine tanker, er mine, kun jeg er herre over mine tænkte tanker. Det er hemmeligt.

Troskab er svaret på fællesskab. At stole på hinanden, uden mistroens sorte hul - det er væk, det er gemt. Jeg er væk. Men hvordan? Jeg er kun en skygge, jeg er din samvittighed. Jeg kan være ond, eller jeg kan være god. Jeg har gaver med. Gaver til livet. Ikke ting, ikke håndgribelige goder. Kun følelser. Jeg kan gnave i din mave. Jeg kan gøre ondt, det brænder op igennem din krop. Du ved det godt. Du tør bare ikke vide det. Tør du være dig? Gør du virkelig - Men hvordan er man sig selv, det har jeg næsten glemt. Jeg ved ikke hvem jeg er. Måske er jeg den ene, måske den anden. Lidt af hvert. Måske er jeg i virkeligheden ikke den jeg er. Ikke den som i tror jeg er. I, dig, jer og dem. Jer allesammen.
Det er nok en løgn.

Solen varmer på min kind. Det brænder næsten. Brænder hul. Det gør ikke ondt, det er dejligt. Jeg føler jeg lever. Vinden kysser mig køligt. Jeg ligger uden ord, jeg ligger stille, i mig selv, og mærker verdenen leve ved min side. Han tager min hånd, uden videre. Han siger, at han elsker mig, højere end skyerne på den blå himmel, højere end stjernerne når natten hænger over os. Jeg elsker ham, det ved han godt. Mit hjerte banker, hurtigere end den hurtigste hest kan løbe. Det er kærlighed, det er det. Det er ubeskriveligt, det er uforklarligt. Men det føles godt, det kilder så dejligt. Mine øjne fyldes med vand, tårer. Glædestårer vælter ud, som vulkaner i udbrud. Jeg er glad, glad for verden, glad for ham og mig.
Men det er slet ikke rigtigt - det er jeg ikke. Det er bare fantasi, vi lever på en løgn.

Den er skarp. Jeg har selv gjort den sådan. Den skinner, som solen, helt lysende, selvom jeg sidder i mørke. Mine tanker er sorte, jeg ved godt, at det er forkert. Blodet løber nedover mine arme, det er så smukt. Det er farven der gør det. Jeg kan næsten fornemme hadet strømme ud af det lille snit. Det er ikke mig der har gjort det, det er min hånd. Det er bedst at skyde skylden på de andre, det er sådan vi gør det. Også dig. Det gør så ondt, på den dejlige måde. Jeg er alene. Ingen ved det, kun dig, det er hemmeligt.

Du må ikke sige det til nogen, kan jeg stole på det?