Er forståelsen tid forbi?

Gjorde vi det godt nok?
Kæmpede vi nok for at det skulle lykkes?
Gav vi alt hvad vi havde,
eller gav vi op halvvejs?
Jeg føler måske ikke at du kæmpede med alt du havde, synes lidt du fandt den nemme vej!
Jeg ved du havde meget du skulle kæmpe for, men jeg var der jo for dig, og prøvede på at være din klippe, du altid kunne læne dig op af, men pludselig lukkede du mig bare ude.
Jeg åbnede mig virkelig for dig, men er idag i tvivl om du overhovedet åbnede dit hjerte for mig, eller om det bare var en facade du havde.
Jeg ved vi havde nogle rigtig gode og dybe samtaler, men var det bar en facade?
eller vil vi kunne få det sådan sammen igen, at vi kan tale om alt og virkelig have en forståelse for hinanden?
Er den tid forbi?