Små dråber af blod

Om morgenen da jeg vågnede, var du der ikke længere. Du var ikke virkelighed, men heller ikke en illusion. Du var som altid - dig. Ubeskrivelig og utilregnelig. Blot et tøet snefnug på mine varme læber. Sev stille gennem sprækken ind på min brændende tunge. Jeg slugte dig rå, helt uden at tygge. Næsten uden at smage, men kun fordi jeg kendte den smag bedre end min egen. Dine hænder.. I et fast greb du om min hofte og trak mig ned. Ned i din blodige favn, hvor den pureste tryghed var. Du lagde mig på det hvide lagen og aede mig blidt på maven. Kyssede min navle og bed mig blidt i halsen så kun små dråber af blod piblede frem. Og så elskede vi. Hæmningsløst og inderligt til vi begge drev af sved, blod og sperm. Lige indtil vi faldt om af udmattelse. Og vi sov, ind i drømmene. Selv dér var vi og uadskilleligt splittet. Dine arme om min nøgne krop, og dit tunge åndedræt. Uforenelige. Som altid frygtede morgendagen. Det er derfor du næsten nøgen, med resterne af dit tøj i favnen, kravler ud af vinduet når du tror jeg sover aller dybest. Det er derfor jeg lader vinduet stå på klem så du har lettere ved at fordampe og sive ud gennem åbningen.