Du

Du som er der nu
du som holder min hånd
og aer mit hår fra mit ansigt
kysser mine læber
i mørket
morgener og aftener
sneens elskov
i sengen
som holder os begge nede
smelter som sneen
når du strejfer min mave
med dine store
lidt klodsede
men blide og smukke
hænder.
Selvom vi spiller
vores to’s spil
uden de andre opdager det
kunne vi ikke holde tæt
nok
og små dråber
af hemmeligheder
vristede sig fri
og løb fra os
måske var det meningen
at verden ikke kun
var vores
at tosomheden skulle deles
med millioner
af oceaner
som vi blandede os med
til sidst
kunne jeg ikke nå dig
du flød væk
og jeg troede du var mistet
for bestandigheden
jeg jeg søgte blandt koraller
og tusind fisk
i bjergenes indre
blandt tusind af ædelstene
i skovene dybe
mørke
med tusind lysende øjne
men det var først
da jeg måtte drage hjem
og indse at jeg nok have tabt
det var dér
da jeg åbenede døren
og du sad der på sengekanten
og spurgte
hvor jeg dog havde været
at min tåre kom
og du kyssede mig
og holdte min frosne krop fast
og din varme strømmede
ind til mit isnene hjerte
og jeg mærkede
at du hele tiden havde været
dér
dybest inde i mig
aldrig væk
men for tæt på
til at jeg kunne se
dig