Måske, min skat.

Måske er tiden ved at være inde.
Tiden har halet ind på os,
løbet gennem vore fingre,
sivet ud i sandet,
og kommer ikke tilbage.

Kommer ikke tilbage til dem der blot venter,
venter gør de usikre,
og usikre er vi.
Alene blandt alle de andre,
ladt alene, sat alene,
valgt at være alene.
Uden nogen livline.

Jeg venter stadig på redningsbåden der skal tage mig med tilbage i tiden.
Til tiden og følelsernerne der engang var.

- Hvorfor siger jeg "var", og ikke "er"?