Fanget

Nu bliver jeg nød til at komme ud med det, det er måske min eneste chance for at udtrykke mig som jeg gerne vil, uden at blive dømt.

Jeg er så ked af det hele er sket som det er, jeg elsker dig stadigvæk, men der mangler noget, er det mig der har fået det til at forsvinde. Jeg har set en anden i ca. 2 mdr nu. måske er det derfor jeg først har mærket efter nu.
Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på da jeg startede det hele med den anden.
Jeg ved at jeg ikk følte jeg var din nummer 1, jeg følte ikke det var mig som du ikke kunne leve foruden. Trods vi har været kærester i 4 år nu.
Jeg er så ked af at jeg ikke kan fortælle dig hvad jeg har gjort, jeg føler jeg holder dig for nar. Men jeg tvivler på om du ikke også gør det samme mod mig. Jeg føler mig som et kæmpe kaos indeni. Det ene øjeblik føler jeg at jeg bliver nød til at gøre det forbi med dig og komme videre, selvom det er hårdt, for jeg elsker dig af hele mit hjerte. Kan næsten ikke bære ikke at skulle se, snakke eller røre dig igen. Kan slet ikke klare tanken.
Du behandler mig tit som om jeg ikke er noget værd. Og pludselig når jeg siger jeg går fra dig ændre du dig helt, også pludselig ødelægger du det hele igen. Hvad fanden sker der? Vil du overhovedet have mig tilbage. Er det overhovede os to for altid.
Eller skal vi bare glemme alle de gode og rare minder vi har haft og aldrig se os tilbage?
Jeg ved at svaret kun findes i mig selv, men jeg synes ikke at jeg kan finde det nogle steder.

Har lyst til at forsvinde så jeg ikke kan mærke noget mere ;(