Hvad er det som jeg gør så forkert, at det hele bliver så gråt og trist?
Er det min skyld ?
Hvorfor irritere du mig så meget lige meget hvad du gør? Jeg ved jo at jeg elsker dig højere end noget som helst andet og derfor forstår jeg det ikke. Du betyder alt, jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke hvad meningen med det her er længere. Jeg tænker på om det måske er forbi for os, om vi er faldet fra hinanden og at det ikke er til at redde ? For hvis det er sådan så forstår jeg heller ikke det. Jeg troede jeg var sikker på det var dig jeg skulle tilbringe resten af livet sammen med, dine børn jeg skulle føde og dig jeg skulle blive gammel med. Jeg ved ikke hvad der er sket siden det har ændret sig så drastisk den sidste tid. Og jeg forstår ikke hvordan jeg skal få et svar på alt det her ? Jeg tør ikke snakke med dig, ligeså snart jeg siger noget som er problematisk for dig af en art, så bliver du ekstremt fjendtlig også i stedet for at snakke om det , bliver du sur på mig også føles det sku som om at du hader mig mere end alt andet i denne verden.
Er begyndt at tænke på om du overhovedet ville savne mig, hvis jeg pludselig var væk. Og der burde jeg nok vide at du ville savne mig, men det stoler jeg ikke på mere. Jeg hader dig. Du er en idiot, du sårer mig. Du er en kujon.
Pludselig føles det som om vi to er nat og dag. Vi passer ikke sammen eller gør vi ? Jeg ønsker så inderligt det her skal fungere, men lige meget hvad går det galt for mig. Jeg gør altid noget forkert, jeg hader mig selv, jeg kan ikke klare synet af mig selv, hver gang jeg ser mig selv i spejlet begynder jeg at græde, hver gang du ikke ser mig græder jeg som pisket.
Måske er min tid forbi, min tid her i verden er ikke længere. Jeg vil bare væk, jeg vil sove for evigt, og aldrig tilbage til elendigheden. Bare dø, ingen ville alligevel savne mig, ikke en gang dig .
Nu har du givet mig svar, du hader mig, du er træt af mig, jeg forbyder dig alt, du må ingenting for mig siger du. Og nu du sur. Jeg hader dig.
Det er slet ikke sådan jeg vil have det skal være, jeg vil ikke bestemme over dig, jeg vil ikke forbyde dig noget. Jeg forstår ikke hvordan du kan se det sådan skat. Jeg elsker dig jo og jeg vil bare have du er glad, have du vil være sammen med mig, men du må også gøre alt muligt andet. Forstår det ikke skat. Hjælp mig med at forstå, i stedet for at bekæmpe mig! Jeg hader dig. Jeg har lyst til at gå, gå langt væk fra det her. Men det kan jeg ikke, jeg elsker dig og jeg vil altid være hos dig.
Lige nu hader jeg dig bare så ekstremt meget, jeg hader at kigge på dig, jeg hader at sidde i samme rum som dig. Det hele er totalt modsat af hvordan det hele burde være.
Jeg elsker dig
Skrevet d.
26. juni 2005, 01:36
×
0
×
0
×
0