En drøm

Jeg kunne myrde dig,
skære dig i tusinde stykker.
Partere dig,
vil gøre alt, for at du skal føle samme smerte.

JEG HADER DIG.
du har revet mig i tusinde stykker,
beskyldt mig for dine svinske nøkker.
Begravet mig i skyld & skam,
sleåt mig ihjel - som var jeg et usselt lam.

.. Jeg måtte væk.

Fuglene flygtede i vilden sky, trætoppene blæste, som var de vrede og fortvivlede. Græsset var koldt og fugtigt. Forladt lå jeg mellem visne blade. Alle var brune. De havde mistet deres glød, ligesom jeg havde. De var ved at dø. Snart ville de gå i eet med jorden. De ville blive til ny jord. De ville atter genopstå. Deres liv ville starte på ny, og sorgerne ville være glemt.

Vinden blæste kold og spydigt over min halvnøgne krop. Mine tårer tørrede hurtigt ud på vejen ned. Mine hænder var røde af kulde, og jeg følte en ubeskrivelig smerte. Jeg var ubrugelig, ingen ville nu kunne acceptere mig. Jeg var beskidt, uren, jeg var til ingen nytte. Ville jeg nogensinde kunne elske igen? Nogensinde stole på nogen igen? Eller, var mit liv slut nu? var det, det jeg skulle opnå? Det jeg skulle opleve?
Var der overhovedet noget at leve for?

Jeg orkede ikke at rejse mig, selvom jeg allermest bare havde lyst til at løbe, skrige og græde på een gang. Min krop var udmattet, den var misbrugt. Smerten i mig var ubærlig. Mon jeg nogensinde fik kræfter til at stå på egne ben igen?

Du var min. Du fortalte mig, du elskede mig. At det skulle være os 2 for altid. Du skrev små sedler med hjerter. Fortalte mig, du aldrig havde følt sådan, som du følte for mig.
Jeg tog det til mig, slugte det hele. Jeg var mættet af følelser for dig, mit hjerte var fyldt med dig. Du var i mine tanker hver dag.
- og nu .. NU lå jeg her.

Det hele var startet med en romantisk, stille gåtur under stjernehimmelen. Vi gik hånd i hånd. Du holdt mig tæt og fast. Jeg var i drømmeland.
Det kunne ikke blive mere perfekt, end det var nu. Jeg ville ønske, - hvis det hele var en drøm,- at jeg aldrig vågnede.

Vi var gået ned til søen. Vandet glimtede i himlens stjerneskær. Nogle små ringe i vandet brød stilheden. En stjerne slap fri og løb over himlen.
Ih det var så ubeskriveligt dejligt alt sammen. Vi satte os på bænken, mange hjerter og navne var skraveret i ryglænet. Du tog en kniv frem, og skraverede vores navne og skrev: 'os 2 for altid'. Jeg var lykkelig.

Du kiggede mig i øjnene, dine øjne glimtede som tusinde stjerners spejlbillede. Jeg drømte mig væk , helt væk i dine øjne.

'Engle fløj omkring os med hver sit guldglimtende instrument. Melodien var smuk og stille. Enhjørninger stod og græssede på søen. De var så eventyrlige, at de kunne gå på vandet. Kun en krusning fremtrådte engang imellem. Vi sad der, så ind i hinandens øjne' - du klemte min hånd, mine øjne blussede lidt, og jeg åbnede dem igen. Kiggede mig omrking, englene var fløjet, og enhjørningerne var væk. Det hele var en drøm.

Hvis skulle hjem hver til sit. Du tilbød at følge mig på vej, men jeg kunne ikke nænne at sige, du skulle, kunne ikke byde dig, efter alt det du gjorde for mig, at du skulle gå en omvej for at følges med mig. Jeg takkede nej, selvom usikkerheden var ved at æde mig op indefra. Den sti var uhyggelig og mørk. Vi kyssede godnat, og gik hver sin vej.

Jeg svævede på en lyserød sky, lukkede alt uden om mig ude. småløb med små forsigtige skridt henover skovens fugtige, bløde jord. Pludselig følte jeg en kold vind, sveden begyndte at pible ned ad min ryg. På en splitsekund forvandlede mit paradis, min drøm, sig til et helvede.
- en hånd tog mig bagfra, jeg kunne ikke skrige, kunne ikke gøre modstand. Igennem blade og buske blev jeg slæbt. Jeg kunne høre mit tøj, som langsomt blev revet itu af grene, der greb fat som lange arme, der prøvede at redde mig. Jeg mærkede noget varmt og hårdt, og en frygtelig smerte mellem mine lår. Jeg lå hjælpeløs med lukkede øjne. Jeg kunne ikke engang græde. Turde ikke åbne mine øjnem ville ikke se dig, dit uhyre!

Efter en halv time var det ovre. Dine tunge skridt forlod skovens stier som et lyn nedsendt fra himlen. Men med en kraft så stor, at det rungede i hele mit hoved. Jeg vidste hvad der var sket..
Enhvers mareridt var kommet til mig. Mit hoved var blegt af skræk, og alle mine tanker var forsvundet, alle mine drømme, mine fremtidsdrømme, havde du taget med dig, da du gik.

.. Nu ligger jeg her blandt visne blade. Alle brune, grønne og grå. De har alle mistet livet, alles livskræft er suget ud af efterårets kraft. Ligesom du tog mine kræfter, mit liv, min drøm. Jeg ligger og kigger op på stjernehimmelen. Den ville aldrig blive så smuk igen. Alt omkring mig er gråt, og træerne er stoppet med at ruske. De kigger blot stille ned på mig, og jeg kan høre vinden viske til skovens dyr & træer.

Jeg hader dig, så det halve ku være nok! Mit liv, min drøm, mit et og alt, er blevet til intet. Du burde skamme dig, dit uhyre. Hvordan kunne du?

BLANDT VISNE BLADE, OG MØRKE TRÆER OG FUGLES STILLE PIBEN, LIGGER EN PIGE, FORLADT, VOLDTAGET OG DØD. STIVFROSSEN AF VEJRET. TÅRER FROSSET FAST PÅ HENDES USKYLDIGE BARNEKIND, SOM SMÅ HAGL PÅ VEJEN. INGEN SPOR ER LADT TILBAGE, KUN SØRGENDE MENNESKER, OG PÅRØRENDE STÅR MED GRÆDEFÆRDIGE ØJNE OG KIGGER UDOVER SØENM DET STED, HUN HAVDE SIN SIDSTE LYKKELIGE STUND. DET STED HUN ALDRIG MÅ GLEMME.