Lotte

Første gang jeg mødte Lotte, var dagen efter min ankomst til fængslet.

Lotte kom ud i køkkenet for at hente noget at drikke, hun så elendig ud. Hun fortalte, at hun havde været syg et par dage, men nu havde hun det lidt bedre og hun håbede at hun snart var rask, af den madforgiftning, hun mente var årsagen til, at hendes sygdom.

Hun fik dog ikke bedre, tvært imod kom hun til at se mere og mere elendig ud.

Hun var en sød og køn pige, men man kunne se hun havde været hård ved sig selv.

Lotte fortalte, med stjerner i øjnene, om sin ” mand ” derhjemme. I mine øre lød han som et dumt svin, der havde ” hjulpet” Lotte ud i et misbrug og nu havde fået hende til at ” tage skraldet” for ham, med denne afsoning.

Jeg kunne høre, at Lotte var dybt afhængig af ham, både følelsesmæssig og med hensyn til det kokain, hun havde så hårdt brug for.

Lotte fortalte, at hun havde hørt, at han havde noget i gang, med hendes bedste veninde, mens hun afsonede. Hun mente at det var helt naturlig, at han havde brug for en anden pige, mens hun var væk, både til hygge og til at ordne det ” beskidte arbejde ” – som Lotte havde varetaget inden sin afsoning – det der var hendes problem var mere, om hun stadig havde ham, når hun blev løsladt.

Det virkede så ynkeligt på mig, tænk at ville nøjes med sådan et dumt svin. Jeg holdt dog min mening for mig selv, Lotte havde problemer nok i forvejen.



Lotte blev rigtig dårlig igen. Denne gang var hun slet ikke i stand til at stå ud af sengen.

Vagterne mente ikke at der var grund til at kalde læge, til hende. Hun blev vel rask igen – og der skulle ikke bruges unødige ressourcer på fangerne og slet ikke på en misbruger.

Ikke engang sygeplejersken gad de kontakte, til at se på Lotte, hun var der ellers for det samme.

De fleste af pigerne kendte Lotte fra Istedgade, deriblandt Laila, som omsorgsfuldt sørgede for, at Lotte fik tilbudt mad og drikke og det var også Laila, der vaskede gulv og lagde rent på Lottes seng, hver gang hun kastede op.

Hvis ikke Laila havde taget sig af Lotte, havde nu måtte lige og passe på sig selv, for vagterne interesserede sig ikke for, hvordan hun havde det.

De kikkede bare ind på værelset, for at se om hun stadig var i sengen, de gange vi blev talt op. Ikke en eneste gang, spurgte de til hendes helbred.

Lotte havde efterhånden været syg i mere end fjorten dage og selvom Laila havde gjort sit bedste, kom hun til at lide af væskemangel.

Hun talte i vildelse og var efterhånden slet ikke klar over, hvor hun var.

Rygtet om Lottes sygdom, bredte sig i fængslet og pludselig dukke en af de overordnede op på afdelingen.

Han virkede dog ikke særlig bekymret for Lotte, men mere for fængslets renommé, hvis hun skulle risikere at dø på afdelingen.

Så skulle det pludselig gå stærkt med at få Lotte på sygehuset. Fængslets varevogn blev hentet, og to piger på afdelingen, fik besked på at hjælpe Lotte ud i bilen.

Lotte var så afkræftet, at hun slet ikke kunne deltage, så pigerne nærmet bar hende mellem sig, mens hendes ben slæbte hen af jorden. Da pigerne satte hende ind på sædet, gled hun langsom ned i liggende stilling. Vagten hoppede ind, hev Lotte op og satte selen på hende.

Det så fuldstændig umenneskelig ud, og vi var alle dybt chokeret vidner.

Med en ambulance kunne Lotte have fået en mere værdig afsked med fængslet.

Vi erfarede ret hurtig, at Lottes liv hang i en tynd tråd. Alligevel blev sagen hurtig dysset ned og ingen blev stillet til ansvar.





To dage efter at Lotte var blevet indlagt, blev vi kaldt til møde i køkkenet. Et møde der kun var kommet i stand, på grund af pigernes brok over, at vi manglede information om, hvad Lotte fejlede, og om det var smitsomt.

sygeplejersken kom for at give information, og sikke en slatten forestilling.

Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige og svævede lidt rundt i det der var sket, og sagde noget om at de mente det ”nok” var hjernehindebetændelse, Lotte fejlede, men de ” troede nu ikke ” det var den smitsomme type.

Hvem ”de” var – blev vi ikke rigtig klar over.

sygeplejersken kunne heller ikke rigtig give os nogen klar besked om, hvilke symptomer og lignende, vi skulle tage højde for.

Hun kom bare med noget vrøvl om almindelig renlighed som at vaske hænder efter toilet besøg.

Hvad var det for en besked at give voksne mennesker.

Da jeg erfarede at både Laila og Louise, som også havde været med til at passe Lotte, var blevet forebyggende behandlet, kontaktede jeg min egen læge.

Han kunne ikke gøre noget, med hensyn til forebyggende behandling, så længe jeg afsonede, men sagde, at hvis jeg fik omtalte symptomer, skulle jeg kontakte ham omgående.

Jeg vidste, at han ville sætte himmel og jord i bevægelse – så jeg fik den rette behandling, hvis jeg blev syg.

Da jeg havde givet Lotte et knus, var jeg også i risiko for at være blevet smittet.

Jeg syntes, vi alle burde være forebyggende behandlet.





Laila kontaktede Lottes mor, for at høre om der var noget nyt, og for at få at vide, hvor Lotte var indlagt, da hun ville besøge hende, under sin næste orlov.

Laila kom tilbage fra besøget på hospitalet, dybt berørt af Lotte dårlige tilstand.

Lotte var blevet opereret for betændelse i hjerteklapperne, og lå i respirator.

Lægerne frygtede stadig for hendes liv, og Laila havde fået at vide, at hvis Lotte overlevede, havde hun stor risiko for tab af både hjerneceller og førlighed på grund af iltmangel til hjernen, efter det store væsketab, under sygdommen i fængslet.

Laila fortalte, at både hun og Lotte havde købt af det samme urene kokain, som kunne være årsagen til Lottes sygdom.

Laila havde dog ikke taget lige så meget som Lotte, og havde heller ikke nogle forgiftningssymptomer.

Vi talte meget om oplevelserne, omkring Lottes sygdom, i den periode. Alle var enige om, at den behandling Lotte havde fået, var helt uacceptabel, og at offentligheden burde have kendskab til den, men pigerne var også rørende enige om at de aldrig ville have en chance for at blive hørt.

Laila sagde til mig :

” Du er nok den eneste, der har bare en lille chance for at råbe nogle af de rigtige mennesker op ,for med den livsstil og de domme de fleste af os har, gider offentligheden slet ikke høre på os ”



Denne oplevelse satte mig i gang med min bog - Bag Hegnet.