Fængslets mure er tykke og kolde !!

Hele mit liv havde jeg troet på at Danmark var et velfungerende land. Politiet var til for borgerne, og behandlede dem ordentlig. Her var retssikkerhed, ingen blev uskyldig dømt, og blev man dømt, kom man i et velfungerende fængsel hvor man blev behandlet godt, hvis man selv opførte sig ordentlig.

Jeg nåede at blive 50 år, inden jeg opdagede at sådan fungerede det ikke.
Jeg er en kvinde og var lige fyldt 50 år, da jeg blev indkaldt som vidne i en lille sag. Dommeren troede ikke på min forklaring, og den anklagede blev idømt 10 dages hæftestraf.
Jeg derimod, blev anklaget for mened og idømt 60 dages fængsel.
Jeg afsonede 30 dage i Statsfængslet ved Horserød og 6 måneder senere, de sidste 30 dage på en af Kriminalforsorgens Pensioner.
Der var så stor forskel på de to afsoningssteder – at man ikke skulle tro, at der var tale om afsoning i det samme land.
Det jeg savnede mest i Horserød var, retfærdig behandling af de indsatte.
Der burde ændres på forholdene, så det kun var friheden man mistede under afsoningen og ikke som nu, værdigheden som menneske.
Fængslet er en totalinstitution, som sætter sig fuldstændig på et menneske. Frihedsberøvelse er forbundet med magt, og der, hvor misbrug af den magt stikker hovedet frem, skal vi sige fra.
Som eksempel på magtmisbrug er der brugen af isolation. Og så burde det heller ikke være nødvendig, at indsatte ofte må vente urimeligt længe på at få svar på en anmodning. Men den værste form for magtmisbrug er dog, at vagterne " taler ned " til de indsatte, så de fuldstændig mister deres værdighed, som menneske.
Vagterne i Horserød, var personer med en mangelfuld uddannelse, de havde blandt andet ikke lært noget om hvordan man finder det bedste frem i andre mennesker, hvorimod vagterne på Pensionen, var uddannet pædagoger, og derfor bedre rustet til at have med mennesker at gøre.
I Horserød blev man mødt med mistro, og opførte sig derfor derefter.
Vi indsatte, var dømt og straffet af domstolene, og det tilkom ikke vagterne at straffe eller dømme os yderligere, de skulle kun sørge for at vores frihed var inddraget – men vagterne i Horserød så det som deres personlige opgave, at sørge for at vores straf fik en ekstra dimension, i form af daglig nedgørelse af os som mennesker.
De dømte os som dårligere mennesker, og behandlede os som sådan.
På pensionen blev alle behandlet med samme respekt, som man behandler sine medmennesker ude i det frie liv. Vi havde nok fået vores frihed indskrænket, men vi følte os ikke dømt som mennesker.
Vi havde vores værdighed som mennesker i behold, både under opholdet og efter.

I Horserød var man et nummer, havde ingen identitet, ingen meninger og ingen rettigheder, under sin afsoning. Vagterne opførte sig som små guder, og jo mere de trådte på de indsatte, jo dårligere opførte de sig. Bare døren gik op til vagtstuen, mærkede jeg en gysen ned af min rygrad. Jeg følte både angst, had, skyld, og afsky for vagterne. Jeg følte mig, degraderet i en grad som ikke var nødvendig.
På pensionen blev alle behandlet som et helt almindelig mennesker, og alle opførte sig derfor som sådanne.
Da jeg ankom til Horserød, var jeg meget ked af det, da jeg trådte ind i vagten. Jeg sagde pænt goddag og derefter mit navn. Vagten så vredt på mig og sagde: " Jeg så du selv kom i bil "
Jeg svarede, at min søn ville hente bilen inden en time – hvortil vagten svarede: " Ja, for du skal sgu ikke tro det er en ferielejer, og det er dyrt at få den hentet af Falck "
Så var tonen i Horserød slået an. Næsten alle vagter i Horserød brugte en hånlig, nedladende tone over for de indsatte.
Da jeg ankom til pensionen – blev jeg modtaget af en vagt der sagde sit navn og bød mig velkommen.
"Kom ind og få en kop kaffe først, så skal jeg bagefter hjælpe dig med at tømme bilen " – var det næste vagten sagde.
Så var tonen på Pensionen slået an. Vagterne på Pensionen, bruge en venlig imødekommende tone over for alle.

I Horserød var der to slags mennesker, vagterne og de indsatte, og man blandede sig ikke med hinanden.
Vagterne havde stillet dagsordenen, med deres måde at være på.
De var på deres kontor det meste af tiden og blandede sig ikke med de indsatte, som efter deres opfattelse var dårligere mennesker, end dem selv.
På grund af deres måde at være på, var der heller ingen af de indsatte, der ønskede nogen form for samvær, med vagterne.
Både vagterne og de indsatte hold altså afstand til hinanden, og hos vagterne var der ingen hjælp at hente, hvis man havde brug for hjælp.
Man skulle bo på pensionen, for at kende forskel på vagter og afsonere.
Vi var som en stor familie, hvor alle behandlede hinanden med respekt. Vagterne og de indsatte, så fjernsyn sammen, drak kaffe og spiste sammen, og havde man et problem, var det naturligt at søge hjælp hos vagterne.
Vi var under strafafsoning, men vi følte os ikke dømte som mennesker, på samme måde som i Horserød.
I Horserød åbnede vagterne døren til vores små rum, når og hvis det passede dem, uden at banke på først. Jeg opdagede hurtig, at jeg skulle klæde mig på bag døren, hvis jeg ikke ville overraskes uden tøj på.
Var vi på orlov, gik vagterne også ind, hvis de følte lyst til at se, hvordan vi havde efterladt værelserne. Det var helt utænkeligt, at vise en vagt det, hvis man havde lavet sit værelse pænt, for man følte ikke trang til at vagternes var på rummet, mere end højst nødvendig.
På pensionen, bankede alle på og ventede til vi åbnede. Vagterne gik ikke ind på vores værelser, uden at spørge om tilladelse først, og da jeg havde en utæt radiator, blev jeg om morgenen inden jeg gik, spurgt om de måtte gå ind med en V.V.S.- mand, i løbet af dagen.
De opfattede værelserne som vore private domæne, og derfor inviterede man dem gerne ind og se, de forandringer man havde lavet, og mærke den ros og respekt det gav, at man havde gjort det pænt.
I Horserød stod de indsatte selv for maden og om man fik noget at spise eller ej var op til en selv. Der var ikke, som eller kunne være godt for alle, en fastsat samling omkring maden.
På pensionen stod de indsatte også for maden efter tur, man skulle møde op til spisetid, hvis man ikke havde meldt fra af en eller anden grund, og under måltidet blev dagens oplevelser snakket igennem. Det gav sammenhold og man følte omsorg for hinanden.
I Horserød lærte man at holde vagterne på afstand, for dem kunne man ikke stole på. Man lærte at sørge for sig selv og sine behov, og kun tage hensyn til sig selv, hvis man ville overleve opholdet psykisk.
Man lærte, at de mennesker der stod højest på den sociale rangliste, var dem man skulle tage sig i agt for, hvor i mod dem der var længst nede på samme liste, var de mennesker der følte det største ansvar for hinanden.
Vagterne forlangte respekt ved at vise deres magt, og vi havde respekt for deres magt, men vi respekterede dem ikke.
På pensionen lærte man, ganske ubemærket, at tage hensyn til andre, sammenhold, stabilitet, og næstekærlighed. Man lærte at stole på andre, og at alle mennesker, var noget i sig selv.
På pensionen forsøgte vagterne ikke at sætte sig i respekt med deres magt, og derfor respekterede vi dem som mennesker.
At blive syg i Horserød, kunne være livsfarligt. Jeg fik en blodprop i hjertet, kort tid efter min hjemkomst fra Pensionen.
Var det sket i Horserød, ville jeg med 100 % sikkerhed være død af den blodprop.
Var det sket på Pensionen, var jeg også kommet i behandling med det samme.
En af mine medindsatte i Horserød – blev syg under opholdet. Hun endte på sygehuset i respirator og ved jeg ikke om hun lever i dag.
Hun lå syg i to uger med betændelse i hjerteklappen, før der blev reageret.
Da fængselsvæsnet endelig reagerede, var det mest på grund af frygt for fængseles renommé, hvis hun døde på afdelingen.
Det var de indsatte der passede hende og sørgede for at hun fik væske og rent på sengen. Vagterne værdigede hende ikke et blik, selv om man kunne se hun var meget syg.

Jeg tror, at de fleste mennesker sidestiller det at komme i fængsel med noget i retning af, da man i skolen kom i skammekrogen, for at lære af de dumheder man havde begået.
Min yngste søn på 15 år, spurgte mig for nylig om, hvad jeg havde lært af at være i fængsel. Jeg svarede, at det havde jeg ikke lært noget af.
" Noget har du vel lært. Var det ikke det, der var meningen " sagde han. Min søns opfattelse af en straf, var at man skulle lære noget af sine fejl – og derfor kom et sted hen, hvor man kunne lære det.
Men det eneste jeg IKKE lærte i Horserød, var at opfører mig ærligt og reelt.
Jeg lærte at sno mig, og at hvis man skulle klare sig over for vagterne, måtte man også bruge en lille hvid løgn i ny og næ.
Men først og fremmest lærte jeg, at de mennesker vi " ude i samfundet " betragter som mennesker med en høj moral, og derfor som ”ordentlige” mennesker, ikke har nogle moralske skrubler, når det drejer sig om, at bruge deres magt over for andre, når de har muligheden.
Det er så nemt at sparke til nogen, der i forvejen ligger ned.


Fange nr. 4176