Min kusine Åse !

Der var koldt og bart på hospitalsstuen. I sengen lå min kusine Åse – hun var ved at dø. Åse var ikke længere ved bevidsthed, men da hendes hjerte var stærkt og ikke ville overgive sig til kræften der rasede i hendes krop, gav hun nogle frygtelig skrig fra sig ind i mellem. I et hjørne af rummet stod min faster, og der kom en stille hulken fra hende, som berørte mig dybt. Jeg vidste at hun græd, fordi hun var ved at miste sin eneste datter, men jeg vidste også at hun græd, på grund af det liv, som Åse havde fået. Min faster havde lukket øjnene, da hun burde have hjulpet Åse.

Jeg flyttede til Sjælland da jeg var næsten fem år gammel, og derfor husker jeg ikke så meget fra de år hvor Åse og jeg så hinanden flere gange om ugen. Åse var en kusine jeg så meget op til, da hun var fire år ældre end mig. En episode husker jeg dog tydelig, og den foregik i mit hjem, da jeg var omkring 4 år. Fra mit værelse kunne man komme ud på taget over en lav bygning og der gik Åse ud. Jeg viste godt det var forbudt, og derfor stod jeg lidt tøvende. Åse var aldrig bange for noget, så hun var allerede i den anden ende af taget, klar til at hoppe over et stort ovenlysvindue og til taget på den næste bygning. Jeg turde ikke følge Åse, så jeg stod med det ene ben inde i vindueskarmen og afventede hvad Åse nu ville finde på. > Kom, vi springer der over < Sagde Åse - og så sprang hun.

Hun forsvandt fra mit synsfelt og jeg hørte kliren af glas. Jeg blev klar over, at der var sket noget slemt, så jeg kaldte på min mor og min faster som sad inden i stuen. De kom begge løbende, for at se hvad der var sket. Det viste sig at Åse var faldet igennem ovenlysvinduet og ned i trykkeriet neden under. Min mor løb ind til naboen, for at tilkalde en ambulance og min faster løb ned i trykkeriet. Det viste sig at Åse, ikke bare var faldet gennem ruden, men hun var tillige landet ovenpå en stor trykkerimaskine. Hun var voldsomt forslået og ikke ved bevidsthed, da ambulancen hentede hende. Åse blev i hast kørt til sygehuset, og det varede flere måneder inden hun kom sig så meget, at hun kunne komme hjem.

Den gang forstod jeg ikke hvorfor Åse altid var så hurtig til at vove sig ud i farlige situationer. Jeg vidste ikke at hun hjemme oplevede noget, der var langt frygteligere end selv det aller farligste hun kunne finde på. Først da vi blev voksne, fortale Åse mig om det der var skete i hendes liv, fra hun var en lille pige og til hun flyttede hjemmefra.

Åse var nummer tre barn hos min faster og onkel. Hun havde to større brødre og da hun var 7 år fik hun endnu en lillebror. Min faster fik i alt ni børn, men enten var de dødfødt eller også levede de kun nogle få uger. Et hold tvillingedrenge levede henholdsvis tre og otte uger. Min faster var hjemmegående og min onkel var sømand og derfor meget lidt hjemme. Der var en utrolig forskel på at besøge deres hjem, når min faster var alene og når min onkel var hjemme. Min faster var en lille spinkel kvinde, nervøs og forvirret, med gule nikotin fingre og altid med en kaffekop inden for rækkevidde. Hun gik ikke meget op i sit hjem, men hun var altid gæstfri og glad for besøg. Min onkel var en brovten fyr, som jeg hele min barndom var bange for - men heldigvis var han jo sjældent hjemme - og så elskede jeg at være på besøg hos min faster, hvor der ikke var så strenge regler som i mit hjem, hvor der altid var rent og ordentlig.

Da jeg var 5 år og Åse 9 år flyttede jeg til sjælland og vores kontakt med hinanden blev begrænset til den årlige sommerferie, hvor vi altid rejste hjem til min fødeby. Åse forandrede sig meget i de år, og vi havde ikke så meget tilfældes. Jeg husker, at Åse altid ville lege læge, og den leg havde altid seksuelle undertoner, og det gjorde mig flov, og bange for at jeg gjorde noget "forbudt". Senere var Åses interesse for drenge så stor, at vi ikke længere havde noget tilfældes, for jeg var som sagt 4 år yngre, og havde andre ting i hovedet.

Da Åse var 16 år, fik hun en provokeret abort, og det foregik vist ikke et helt legalt sted. Der gik nogle år hvor jeg ikke så meget til min kusine - for min farmor levede ikke længere og da jeg, 15 år gammel, havde mødt den mand jeg senere blev gift med, var jeg ikke længere så interesseret i at rejse til Jylland med mine forældre. Jeg blev gift og fik børn, og samtidig blev Åse også gift og hun og hendes mand valgte at flytte til den by hvor mine forældre og jeg boede. Jeg kunne næsten ikke kende Åse, da jeg så hende igen. Hun var blevet voldsom tyk, og lignede slet ikke den smarte tiltrækkende pige jeg huskede fra tidligere. Hun virkede lykkelig sammen med sin mand, men var dog ked af, at de ikke havde fået børn, og at de havde efter en undersøgelse, have fået besked på, at de ikke havde store chancer for at det ville lykkedes for dem.

Vi fik nogle år sammen Åse og jeg, hvor vi så hinanden med jævne mellemrum - og lidt af vores gamle fortrolighed vendte tilbage. Da Åse havde boet i vores by et par år, fik hun problemer med underlivet. Efter flere undersøgelser, fik hun at vide, at hun havde kræft i underlivet, der var så fremskreden at de ikke kunne gøre noget for hende.
Den sørgelige besked, måtte Åse fortælle sine forældre og det tog hårdt på dem begge - og især på min onkel, der var gået i land og nu havde mere tid til at tænke over de ting der skete. Et halvt år senere forsvandt min onkel pludselig, og min faster ringede til mine forældre, for at de skulle finde ud af, om han var taget over til Åse - men hun havde ikke set noget til ham. Der gik nogle måneder, min faster var levede i uvished og angst. Min faster virkede glad for at være sluppet af med ham, men angsten for ham sad dybt i hende, og så længe hun ikke vidste hvor han var taget hen og hvorfor, kunne hun ikke slappe af. Da han havde været meldt savnet i 5 måneder, kom politiet en dag og bankede på. En lastbilchauffør, ville lade vandet i et buskads, og var derved dumpet ned i et hul i jorden. Dernede lå resterne af min onkel - han havde gravet et hul, lagt brædder og jord over, var krøbet derned, og havde taget sit eget liv, med piller som han havde skyllet ned med fortynder og snaps.

Åse virkede ikke særlig ked af, at hendes far var død - og da jeg spurgte, om hun slet ikke var ked af det, fik jeg hendes frygtelige historie.

Fra Åse var en lille pige, havde min onkel misbrugt hende seksuelt hver gang, han var hjemme i Danmark. Heldigvis var han hjemmefra i flere måneder af gangen, og det gav Åse et pusterum, fra det helvede, det var for hende, når han var hjemme. Hendes mor kendte til misbruget, men havde intet gjort for at hjælpe hende. Da hun 16 år gammel blev gravid med sin fars barn, blev hun sendte til en kvaksalver, som min onkel betalte, for at fjerne bevise for hans misbrug - og det var årsagen til, at hun ingen børn kunne få, og årsagen til, at den fremskredne kræft hun havde i underlivet, der nu ville koste hende livet. Min onkel havde åbenbart endelig forstået omfanget at sin forbrydelse, siden han havde taget livet af sig selv.

Min fasters hulken, her på den stille hospitalsstue, var altså lige så meget anger over, at hun intet havde gjort for at hjælpe Åse mod hendes far, som over at hun skulle miste sin datter. Min faster vidste intet om, at jeg kendte deres hemmelighed, men da jeg stod der, kunne jeg ikke trøste hende, for selv om jeg havde medlidenhed med hende, fordi hendes barn skulle dø, blokere den foragt jeg følte for hende, for min trang til at trøste hende. Min kusine Åse døde på mors dag i 1975 - 29 år gammel.