Fanget

Her er så stille, så koldt, så mørkt. Jeg føler frygten snige sig gennem mine årer. Mit blik er fast sat på det enkelte blok lys, som står midt på gulvet. Nervøst følger jeg den flakkene flammes, forførende dans.
Her er helt stille. Kun lyden fra mine gisp, giver genlyd i det tomme rum. Mine gentagelig gisp, som jeg fremstår af frygt for at flammen skal blæse ud. Den kolde vind kryber sig ind gennem sprækken i døren, og glider listigt gennem rummet. Som en slange snor den sig om bloklysets flamme og farer der efter hen imod mig. Den glider langsomt op af min nøgne krop, og efterlader mig med et kuldegyst. Jeg samler mine ben til mig og forsøger forgæves at varme min rystende krop. Jeg føler at en tåre er på vej, men jeg må holde i mig selv! Det værste jeg kan gøre er at vise svaghed.
Jeg har siddet her længe nu. Der er blevet ret køligt i rummet. Jeg kan ligefrem se min skælvene vejrtrækning, i form af små luft dampe, som hurtigt forsvinder ud i mørket. Vinden piber og skriger af mig, som et rasende udyr brøler tordenen. Regnen pisker mod vinduet. Selvom det er lukket, drypper vandet stadig gennem de små sprækker. Dråberne lander på det kolde gulv, og det giver genlyd i hele rummet. Det runger i mit hoved. Jeg hører ikke vinden, eller regnen mod vinduet. Kun den konstante dryppen. Drip drap, drip drap. Lyden bliver højere og højere. Jeg lukker mine øjne og presser hænderne mod mine ører, i håb om at dæmpe lyden. Efterhånden som vandet har dryppet mod mit gulv, har der dannet sig en lille vandpyt. Da gulvet er skævt, løber det langsomt, med en lydløs rislen, ned gennem rummet. Vandet når min storetå og får mig til at ryste. Det fortsætter rundt om min krop, og spærrer mig inde i et lille bur. Men jeg var jo allerede fanget.
Jeg føler mig træt og døsig, og ligesom jeg er ved at falde hen, hører jeg høje pust fra hjørnet af. Hæse vejrtrækninger.
Jeg kigger op og fornemmer en skikkelse i mørket.
Jeg ved at jeg er alene. For om dagen afslører solens stråler, hvad mørket har haft gemt i natten. Og det eneste der har været skjult, er
mig. Men om natten kommer hun frem. Hun hjemsøger mig.
Hun står over i hjørnet og hvisker til mig. Hun lader mig næsten aldrig sove, det fortjener jeg ikke. Hun tvinger mine øjne åbne, og hun siger hvad jeg skal gøre. Jeg er bange for hende. Jeg kan ikke lide at gøre de ting hun beder mig om. Men jeg tør ikke sige hende imod. Jeg prøvede engang. Men det gør jeg dog aldrig mere! Det bliver nemlig kun værre.
Selvom man ikke vil, overvinder hun ens krop på en måde jeg slet ikke kan beskrive. Hun tager bare hele kontrollen og der er intet man kan gøre. Selvom man prøver, men det er nytteløst. I starten var jeg så bange, at jeg ikke kunne holde mine tårer tilbage. Men det lærte jeg efterhånden. For det ville bare ende med at gå ud over mig selv.
Egentlig så er hun jo slet ikke så forfærdelig. Hun hjælper mig jo med at forstå og acceptere. Hun siger at hun gør mig bedre. Selvom jeg ikke kan se hvordan alle disse grusomme ting kan gøre noget godt, ved jeg at hun har ret. Men jeg lystrer stadig modvilligt.
Hun holder øje med mig. Jeg sidder og vugger frem og tilbage og beder til Gud om at hun vil gå igen, og sige at jeg intet har gjort galt… i dag…. Hun bliver stående mistænksomt længe, som om hun overvejer straffen for i dag. Mon hun lader mig slippe? Eller står hun bare og truer med at gøre det endnu mere smertefuldt denne gang? Endnu mere forfærdeligt? Hun piner mig med små idéer som farer rundt i tankerne på mig, forestillinger om hvad der sker næst. Hun nærer af min frygt, og hun bruger mine tanker mod mig. Det er altid hvad jeg frygter mest, at jeg skal gøre. Og alligevel bliver jeg altid overrasket når hun giver mig sin dom.
Lettet ånder jeg op som hun forsvinder igen. Jeg har været god i dag. Siden der slet ingen straffe er for dagens handlinger, sker der intet i aften. Så jeg kan trygt døse hen nu.
Som håbet, vågnede jeg ikke til solskin og fuglesang. Vi er på den triste tid af året, og vågnede derfor igen af regnens banken. Dagen går med tunge skridt og jeg sanser slet ikke at det bliver aften… Eller nærmere nat… Dagen har hele tiden været mørk, men en endnu mørkere nat venter mig. Jeg føler angsten krybe sig sammen i min mave. Jeg er slet ikke i tvivl om at der vil komme en straf i aften. Ser du… Jeg sov… og jeg sov godt. Drømte endda en drøm som fik mig til at smile. Da jeg vågnede prøvede jeg så godt jeg kunne at straffe mig selv. Men frygten var for stor, og jeg lod min svaghed vise. Jeg græd, og jeg græd længe. Tårerne væltede ud og de nægtede at stoppe.
Så her ligger jeg, og venter. Jeg ligger i en halv cirkel omkring lyset og betragter det. Som en killing stryger jeg flammen med min hånd, og nusser den mellem mine fingrer. Jeg smiler, men det er okay! Så meget har hun da lært mig, at smile, som jeg tager imod smerte.
Jeg lader min hånd blive tæt over flammen. Det stikker og det brænder i min håndflade og smerten er ulidelig. Den eneste grund til at jeg flytter den, er at flammen langsomt blev svagere, på grund af min hånds nærvær. Lyset er blevet mindre. Selvom jeg kun har det tændt når mørket for alvor falder på, brænder det alligevel hurtigt. Jeg har kun det ene. Jeg frygter den dag det brænder ud. For det betyder ingen lys, og jeg er bange for mørket. Jeg er meget bange for mørket! Lyset er det eneste der beskytter mig.
Et vindpust suser gennem rummet, og det er lige før at flammen blæser ud. Men flammen er stærk! I-modsætning til mig. Jeg var blæst ud for længst. Jeg er allerede blevet blæst væk. Tilbage er jeg som en ensom glød. Men så er det jo godt at jeg har hende. Hun vil få mig til at blusse op en dag. En dag vil jeg være stærk, og immun overfor al smerte. En dag vil jeg være en kraftig flamme og hun vil blive stolt!
Men det er nu forkert af mig at tænke sådan. Hvordan kan tanken overhovedet strejfe mig? Mig!? Gøre nogen stolt?
Her er så koldt, og jeg fryser så umådeligt meget. Mit blik falder hen imod radiatoren, og i et sekund overvejer jeg at tænde den. Men jeg lader det kun forblive en tanke.
Jeg venter med frygt på at hun skal komme. Jeg ved at der venter mig noget stort i aften. Jeg har allerede gjort 4 fejl. Hvis ikke flere? Hendes hæse stemme stønner fra hjørnet af, og jeg væmmes ved tanken om hende. Endnu en fejl… Hun hvisker til mig. Hun siger, som jeg havde regnet med, at jeg skal straffes. Der er vrede i hendes stemme. Hun siger at hun er skuffet over mig, men det er jo ikke noget nyt. Jeg mærke hendes stikkende øjne betragte min skælvende krop. Hun griner og spørg mig om jeg fryser. Jeg bliver overrasket, og i et sekund suser en varmestrøm af håb om hendes barmhjertighed, gennem min krop. Hun beder mig om at tænde for radiatoren og sætte den på det højeste blus. En følelse af pludselig lykke flyver omkring mig, det var lige før at jeg smilte. Men et eller andet sted i mig vidste jeg at hun havde bagtanker. Onde hensigter.
En halvtime efter kom hun tilbage, radiatoren var nu varmet helt op. Jeg kunne mærke at der var noget galt. Hun bad mig sætte mig over til radiatoren, og læne min ryg op af den. Så fik jeg jo den varme jeg længtes efter, sagde hun og forsvandt igen. Jeg rejser mig op på mine rystende ben, og går med besvær der over. Jeg sætter mig op af den som hun sagde. Varmen brænder og brænder. Det stikker og hiver i min bare ryg. Men jeg bliver siddende, og håber på at jeg vil vende mig til smerten. Men i løbet af de næste 15 min. Blev smerten kun værre. Jeg kan næsten mærke at vablerne popper ud af mig nu. Men jeg bliver siddende. Jeg overvejer kort at flytte mig, men jeg ved at det vil give konsekvenser. Konsekvenser som jeg ikke har lyst til at vide af. Hun finder sikker bare på et eller andet forfærdeligt. Så derfor bliver jeg hvor jeg er. Det brænder og nu begynder det at klø. Jeg sidder der endnu 10 min. men nu er det bare for meget! Det gør så ondt og jeg kan ikke længere holde smerten ud. Mine tårer begynder at falde, selvom jeg ved at det er forkert. Jeg er ligeglad nu. jeg kan bare ikke mere. Jeg borer neglene i min ryg og kratter mig selv til blods. Lange røde striber løber ned af min forbrændte ryg. Jeg græder og jeg skriger. Jeg skriger af smerte og af vrede mod mig selv. Jeg hader mig selv, hvordan kunne jeg gøre det!? Hvor dum er jeg ikke at fuldføre en straf!? Jeg læner mig op af radiatoren igen. Det sviger i mine åbne sår, og tårerne bliver ved med at falde.
Hun kommer frem igen. Hun er rasende. Hun beder mig slukke radiatoren. Hun råber af mig. Hun skælder mig ud. Hun fortæller mig hvor grim jeg er, og hvor forfærdelig en person jeg er. Hun siger at hun sagtens kan forstå at ingen kan elske mig, eller så meget som bare at holde af mig. Hun siger at det er min egen skyld. Jeg kunne jo bare have gjort som hun sagde fra starten. Hvis jeg bare havde lystret havde mine forældre holdt af mig. Hun skriger af mig at det er min skyld at min far slog min mor, at han hadede hende for at have født mig. Hun siger at det var min skyld at min søster tog livet af sig selv, hun kunne ikke klare at leve med mig mere. Hun siger at det er min skyld, at min mor drikker sig fuld hver dag, så hun lettere kan glemme at jeg eksisterer.
Hendes stemme går i et med vindes piben , og tordenens brølen. Jeg hører ikke efter mere. For jeg ved det jo… Det er mine tanker hun læser op af.
Jeg læner hagen på mine knæ. Jeg skammer mig… Jeg sidder bare her, holder om mine ben, sidder og kigger på mine tær, og skammer mig.
Et kæmpe brag giver mig et chok og får mig til at se op. Hun er væk… Pinslen har været nok for i dag. Hun ved at det ikke er ovre for mig. Hun ved at mine tanker farer frem og tilbage, og hun ved at det gør ondt. Hun ved at jeg føler en ulidelig smerte i mit bryst. Men jeg ved, at der venter mig mere, i morgen.
Jeg er svimmel og min mave rumler. Jeg har nu været her i 2 hele døgn. Det er den største straf jeg nogensinde har skulle fuldføre. Det var hende der fangede mig her. Jeg gjorde nemlig den største fejl nogensinde. Jeg husker det tydeligt, men det er stadig sløret. Det virker som en drøm.
Jeg er så svimmel, jeg har kvalme. Jeg føler at jeg skal kaste op, men jeg har ikke noget at kaste op af. Jeg hoster noget slim op og vender mig om på ryggen. Et par flirtende vindpust danser omkring mig, som jeg tænker tilbage på den dag…
Jeg havde ondt af mig selv. Jeg kunne ikke magte det mere, jeg ville bare have en ende på et hele. Jeg havde taget min fars jagtgevær, jeg tog den i munden og ligesom jeg skulle til at trygge på aftrækkeren, kom hun og stoppede mig. Hun sagde at jeg ikke havde fortjent at dø. Hun sagde at jeg fortjente kun at lide. Hun sagde at hvis jeg absolut skulle dø, skulle det være langsomt og smertefuldt. Hun sagde at jeg fortjente ikke at være fri. Hun sagde at jeg ikke var klar endnu. Hun sagde at hun blev nød til at spærre mig inde indtil jeg lærte at lystre. Men hun lovede mig også, at den dag jeg var min frihed værdig, ville hun slippe mig fri, og lade mig flyve væk. Og derfor er jeg nu her. Jeg ved ikke hvor længe hun har tænkt sig at holde mig fanget her? Måske skal jeg være her altid??
Tredje nat er på vej. Skyggerne fra træernes dans med vinden , stryger hen over min krop. Månens stråler, danner smukke mønstrer på vægen og i loftet. Jeg er svimmel. Jeg kan ikke magte mere. Det hele er op til hende nu. Jeg tror jeg vil til at gøre hendes vilje. For jeg har indset at piske slaggende bliver kun hårdere og hårdere.
Det hele er så sløret, mit syn og min hørelse er blevet svagere. Jeg hører kun den dunkene lyd fra min puls, og de dybe vejrtrækninger, små hæse pib fra min hals. Jeg kan ikke høre hende, eller se hende, men jeg ved at hun er der. Jeg kigger mod siden og fornemmer hende i mørket. Mit blik falder sløvt mod jorden, som det rammer et barberblad midt på gulvet. Der har ikke været der før, eller så har jeg bare ikke lagt mærke til det før. Nu hvisker hun igen, jeg anstrenger mig for at høre hvad hun siger. Hun siger, at jeg ved hvad jeg skal gøre. Jeg nigger svagt og griber ud efter barberbladet, med min mine stive rystende finger. For første gang ser jeg hvor benede de er blevet. Min hånd ligner stort set kun et skelet nu. Knoglerne ses tydeligt igennem det tørre hud. Den er næsten gennemsigtig. Usynligt… Ædt op af foragt. Så svag jeg ser ud… kun min skygge virker stærk. Jeg havde aldrig set det før nu. Men jeg blev slet ikke overrasket, nærmere stolt. Da jeg griber fat i bladet, er det som om jeg får en hel ny styrke. Jeg kan mærke kraften suse igennem min krop. Den lyser mig op og gør mig næsten synlig.
Jeg starter med et lille snit under mit øje, og lader bladet glide ned langs min kind. Den sidste tåre skal have lov at falde. Den lille dråbe blod løber ned i mundvigen på mig. Jeg smager det på spidsen af min tung, og jeg kan lide det. Endelig har jeg lært hvad hun så længe har prøvet på at lære mig. Jeg ved nu at jeg ikke er en del af min krop, og at jeg kan gøre alt ved den, uden at mærke det selv. Endeligt har jeg lært at forstå at det ikke er mig, men min krop der er den onde. Og jeg kan nu straffe den uden at græde. Jeg smiler og det føles rart. Jeg kan ikke mærke smerten. For den smerte tilhører min krop, og dermed ikke mig.
Jeg griner som jeg lader bladet glide ned af min kind, ned langs min hals og ende på maven. Jeg leger med kniven, og skære små bløde snit i mine arme og ben. Jeg morer mig ved at se blodet løbe ned af mig. Jeg lader mine hænder køre ned af min krop, jeg er næsten helt indsmurt i blod nu. Jeg kan godt lide den fornemmelse. Det føles rart… Jeg kan mærke på hende at hun er stolt. Hun siger, at nu mangler jeg kun en ting. Nemlig at løsrive mig helt fra min krop. Hun siger at jeg skal vise den at det er mig der har kontrollen nu.
Jeg smiler og sætter bladet øverst på mit håndled. Jeg trykker hårdt ned, og ser den første dråbe krybe frem. Det sviger, men jeg ignorere smerten. Dråben løber ned af min hånd, følger min finger, og drypper ned på gulvet. Jeg bider tænderne sammen som jeg presser bladet videre ned af mit håndled. Jeg holder øje med dråben som falder stille ned mod jorden. Jeg hører den lande hårdt, det runger næsten i rummet. Der går det op for mig at det er for sent.
Jeg falder til jorden og taber barberbladet. Jeg fortryder pludselig, og er ikke helt klar over hvad det er jeg har gang i!? Jeg kan høre hendes latter forsvinde ud i natten. Smilet forsvandt pludselig fra mine læber, de legesyge øjne er blevet kolde.
Med flammens sidste kræfter ser jeg min skygge på vægen. Det går op for mig at vi har byttet plads. For i skyggen ser jeg nu, ingen ting. Kun en næsten usynlig, rystende skikkelse, som ligger på gulvet. Jeg ser den forsvinde helt væk. Der er intet tilbage, kun svage minder om en kortvarig lykke.
Som jeg ser på barberbladet, går det op for mig at jeg er blevet helt følelseskold. Ikke kun imod smerte, men også glæde. Jeg føler mig helt tom. Men det var vel også det hendes formål var, at få mig til at forstå at det er det eneste jeg fortjener. Nemlig intet. Ikke engang smerte.
Mit blik falder fra bladet, til min skygge, som virker til at være fyldt med frygt. Da lyset brænder ud ligger min skygge sig over mig, som et sort tørklæde. Jeg føler frygten ligge sig i min krop. Jeg kan mærke at den farer forvirret frem og tilbage i mig. Der går det op for mig at frygten er det værste. Værre en smerte. Frygten tager forvirringen med sig, og gør det umuligt at tænke klart. Men hvad er det jeg er bange for? Hvor kommer frygten fra? Er det frygt for mørket? Frygt for døden? Eller frygt for mig selv?
Jeg mærker lige så langsomt at jeg glider væk. Livet forlader min krop. Jeg lader mine øjne falde i… Her er så stille.. Så koldt.. Så mørkt..