Mærket

Blå mærker, rifter og sår,
Dækker min krop.
Hvert enkelt med et minde,
Et minde om min skam.
Jeg skammer mig over mig selv,
Mig selv og min fortid.
Derfor mærker jeg mig selv,
Så jeg aldrig glemmer smerten.
Skammen grædes væk med blod,
Bliver til sår, og tilsidst næsten utydelige ar.
Et sidste mærke, uden blod, fornyes hver dag.
Det sorte kors våger over mig,
Ser på mig med skamfyldte øjne.