Det evige Venskab

Engang fandtes der et venskab som ingen kunne fjerne.
Der var lykke, glæde og sorg.
Men vi bekæmpede alt, vi beskyttede vores borg.
Men pludselig var der noget i min hjerne.
Der sagde at dette venskab ikke længere var èt stykke.
Det var nu delt i to.
Nu kan jeg kun tænke på den lykke.
Og håbe at den lykke igen ville gro.
Så den kan komme på det samme niveau som før.
Men nu er jeg ikke sikker på om jeg tør.
Tør at være din ven.
Nu da du ikke er den samme igen.
Nu hvor jeg ikke dig kan kende.
Hvorfor kan pludseligt ikke skelne mellem ven og fjende?
Måske er jeg heldig at det hele en dag vil blive god igen.
Eller så må være trist og undvære dig som min ven

Før var vi de bedste venner
Men nu er vi nærmere fjender
Du har forandret dig meget siden sidst.
Hvorfor skulle det ende så trist?
Hvorfor skulle vores venskab gå spåner
Hvorfor er det lige mig du håner?
Hvorfor skal vi forandre os så meget
Hvorfor kan det hele ikke bare være som det plejede

Jeg kan stadig sidde alene og forladt.
Ligge søvnløs i den mørke nat.
Og tænke på de gamle gode minder.
Som der aldrig forsvinder
Som altid vil være inde i os selv
Hvor glæde og sorg køre i deres egen karrusel
Men alt dette er lige meget nu
Da vores venskab er gået itu