Skriger, vil vågne,
men dette er ikke et mareridt,
det er en hård,koldblodig ensom virkelighed,
som ikke er til at vågne op fra,
kan ikke fatte det,
jeg er fuldkommen væk,
ingen anden en dig,
kan redde mig,
men jeg ved det ikke sker,
vi var så tæt,
nu er det forbi.
Rosen er visnet,
Flammen er slukket,
Uret er gået i stå,
vejen er mørk,
kommer jeg nogensinde frem?
vil du stå der for enden,
og vente på mig?
nej jeg vil ikke håbe,
jeg må lære at det er forbi,
det er bare så uvirkeligt,
så mørk.
Skrevet d.
10. september 2003, 18:01
×
3
×
0
×
3
jeg er 34, og du sikkert ikke engang 20, men for mig er dine digte stadig rigtig gode og rammende. Faktisk så gode at jeg råde dig til at prøve at sende dem til et forlag.
De har ramt mig, og måske ... hvis du ikke kan tale med dine forældre, så vis dem dine digte, eller ihvert fald dem som drejer sig om dem. Det kunne være de kunne lære noget...??
bliv ved med skrive.. hilsen bart
Digtene.. hmm - kommer ikke mine forældre eller nogen af dem de handler om ved.. de hjælper mig bare til at forstå mine følelser, det er det.. Også er det jo altid dejligt med respons. Mange tak.
Kærligst Nina.