søster

stille indfletter hun en krans.
med øvet fingre arbejder hun,
blidt og hurtigt med hver lille blomst.
hendes øjne er fæstnet på blomster kransen.
hun smiler og løfter den op i luften.
så højt, hendes spinkle arme tillader.
hun vender sit hoved og gyldne blonde lokker danser om hende.
hun kigger på mig og hendes honningfarvet øjne flyder,
hun smiler et blændende hvidt smil,
og ligger sit hjerteformet hoved lidt på skrå.
"den skal du have på." siger hun,
det lyder mere som en bøn end 'bare' en sætning.
"selvfølgelig ellers vil min hovedbedklædning ikke matche din."
hun stråler som bar hun en tæt lys-kåbe.
solen synes at ligge sig over hende og få hendes hår til at skinne.
jeg tager hendes bronzefarvet hånd i min.
og ved jeg vil gøre alt for dette væsen.
men det er jo ingen nyhed.
jeg smiler et smil der får mig til at se fem år yngre ud,
så ung som hende.
Angel rejser sig ivrigt op.
og hendes hvide kjole flagre lidt omkring hende.
hun rakker sin lille hånd mod mig.
jeg tager den med min frie hånd.
"kom skal vi gå?" spurgte hun.
jeg nikker og smiler beroligende til hende.
jeg fik en gang at vide at vi lignet hinanden.
at den gang jeg var på hendes alder var som hendes enægget tvilling.
men hvordan har jeg lignet dette glædes fulde barn?
hvornår har jeg som dette elve-årig pige været uden bekymringer,
sorger?
'forkert igen' retter jeg mig.
i hendes evigt glade øjne ser man undertonen af en anden følelse.
sorg.
det har vi tilfælles vi har haft det siden jeg var elve,
og hun seks.
det har vi tilfælles.
min søster klemmer min hånd og kigger op.
som vidste hun hvad jeg tænkte sagde hun;
"du må ikke være ked af det. det her er din aften."
og hun ved sikkert hvad jeg tænker, det gør hun næsten altid.
men hun er ret. jeg må ikke være ked af det i aften.
det her er min.. nej forkert.
"det er vores aften Angel."