Bagsiden af medaljen.

For hende stod tiden næsten altid stille. Faktisk stod alt stille og faktisk så mærkede hun ingenting længere. Hendes liv stod på standby og hun var kommet så langt ud at hun allerede var nået det punkt hvor smerten var passeret. Hun var kold og følelsesløs. Ingen smil, ingen tårer. Intet udtrykkende ansigt. Det var trist på den her måde, og hun bebrejdede sig selv, hun bebrejdede sig selv det hele.
..og, inderst inde var det jo også hendes egen skyld, hun lukkede jo alt ude, og lukkede sig inde i en verden ingen andre kunne følge med i, de forstod hende ikke. I starten prøvede de da i det mindste, de opgav så mange ting for hendes skyld, for at gøre hende glad og få flammen op i hende igen. Men ikke engang et falsk smil kunne hun vise, hendes øjne var helt døde. Men hvorfor? Hvorfor forvandlede musikken, dansen og festen sig til et mareridt?

Hun elskede dem. Elskede dem så fandens højt! Hun elskede at drikke sig fuld, så hun kunne grine og glemme alt og derefter brække det hele op. Når hun lå der på knæ med hovedet på toiletbrættet, lignede hun noget katten havde slæbt med ind, og de andre stod der omkring hende for at holde hendes hår og nusse hende på ryggen. De havde ondt at hende, det var jo synd for hende at hun havde det så dårligt. Men hvad de ikke vidste var at hun smilte indvendig, hun var så tilfreds med det. Hun fortjente smerten, det var det hun gjorde! Og hun havde det så sjovt når hun var fuld, så det var helt klart det hele værd.

Hun elskede også at ryge. I starten var det bare for sjov, bare for at prøve det. I starten kunne hun ikke rigtig finde ud af det, holdte ikke ordentligt på den, inhalerede ikke rigtigt. Men med tiden lærte hun det. Så blev det til lidt flere fester, til hver fest, til hver weekend, til hver gang hun havde mulighed for det.. I dag ryger hun fast, hun er afhængig nu. Så nu er der endnu en ting der påvirker hendes viljestyrke, den hun ikke har nok af. Så at stoppe, bliver svært.

Når hun var fuld slog hun sig løs, hun gjorde engang imellem nogle dumme ting. Nogle gange noget som sårede andre mennesker, nogen gange noget som ødelagde hende selv.
Hun levede i nuet. Men hun fortrød aldrig, hun skammede sig bare.
Skammen gjorde hende hård, gjorde hende ligeglad. Hun var ikke som de andre følsomme mennesker. Nej, jo mere hun skammede sig over dumme ting hun havde gjort, jo mere ligeglad blev hun. Hun var ikke en af de der ’to sides tøser’ Som enten var smuk udenpå med et uskyldigt ansigt og hård indeni, eller omvendt. Hård udenpå med en smøg i kæften, og den sødeste pige indeni. Hun var en blanding, så smuk med en smøg i munden, så sød med en forfærdelig tankegang. Hvordan var hun havnet her? Havnet i det her slags tankespil? Var det efter hun begyndte at få flere venner, da hun begyndte at gå til flere fester, da folk begyndte at lægge mærke til at hun faktisk eksisterede og egentlig også syntes at hun var pæn? Var det efter alt dette? JA. Det var hun helt sikker på, men..


Det var jo alt det her der gjorde hende lykkelig. Det var alt det hun altid havde ønsket og drømt om. Den leg, hun ville leve i. Det hun ville opnå og vinde.
Hun vandt den helt store guld medalje, havde vist den flot frem. Folk havde beundret det. Hun følte hun havde tabt den, men nej..? Hun havde vendt den forkert. Nu viser hun bagsiden af medaljen.