Min bror

Min kære bror!
Lige fra vi var små har jeg elsket dig højt.
Og set op til dig, beundret dig - altid.
Du var langt væk og jeg svanede dig - hver dag!

Endelig blev du voksen og flyttede tæt på - dejligt.
Men du var forandret - fuldstændig.
Igen savnede jeg dig.
Men du forblev som du var - kold og stædig.
Det gjorde ondt.
Men stadig elskede jeg dig højt - selvfølgelig!

Så kom krisen og jeg skulle vælge, dig eller min mand - jeg valgte dig - selvfølgelig!
Jeg valgte dig - du betød mest, forstår du det!?

Nu du igen forandret, til noget mere
koldt, stædigt og modbydeligt.
En eneste gang har jeg haft behov for du valgte mig - holdt med mig, men det gjorde du ikke - tværtimod.
Det gjorde ondt - det gør det stadig, ved du det?!

Jeg betød åbenbart ikke nok for dig - desværre.
Nu kan vi ikke længere holde hinanden ud, det gør mig ondt.
Mon du egentlig ved hvor ondt på mig det gør - at du ikke kan se, at du også har fejl!

Hvor jeg dog ville ønske du bare en eneste gang havde sagt jeg var god nok - det var alt jeg ønskede og håbede på - ved du det?!