Skrevet d. 19. januar 2008, 01:17 StarStar_emptyStar_empty Thumbs-up × 0 Thumbs-down × 0 Favorite-on × 0

Kære mor og far

”Kære mor og far!
Jeg blev ikke det, i forventede.
Faktisk blev jeg alt det, i frygtede.
Jeg gik mod jeres ønsker og prøvede at finde lykken.
I lod mig vokse op i en verden så kold.
Uden følelser – det var bandlyst!
Jeg måtte leve et liv med skjulte tårer i mit indre.
Følelser var en svaghed, mente i. Jeg mener, at det er det, der gør os til et helt menneske.
I opdrog mig til at leve jeres liv – eller nærmere fortsætte det.
I ville have, jeg skulle spilde mit liv på at leve et liv, der allerede var blevet udlevet.
Ingen spænding, ingen mystik – blot velvidende om ens skæbne.
Hvis jeg havde valgt at gå i jeres fodspor, havde mit liv så været lettere?
I ville ikke kunne komme og hakke på mig i så fald.
Så kunne jeg blot fastslå: sådan levede i; i gjorde ret – altså er det godt at leve sådan!
Men jeg valgte ikke at følge jeres fordømte sti.
Jeg valgte at dræbe håbet i jer.
Jeg gik min egen vej, før det var for sent.
Godt nok har jeg skuffet jer, men kan i ikke være lykkelige på mine vegne?
For nu er jeg lykkelig, er det ikke det vigtigste?
Eller ville i sige noget i stil med:
Vi gav hende alt; hun tog alt fra os, og intet gav hun os tilbage, intet andet end sorg og skuffelse.
Jeg ved godt, at i har ret, når i siger det.
Ja, jeg skuffede jer. Ja, jeg sårede jer.
Men jeg var nødt til det. I stillede urealistiske krav til mig og mit liv.
Intet normalt individ vil nogensinde kunne stille jer tilfredse.
Heldigt at jeg nåede væk i tide.
Godt nok gik jeg langsomt og tøvende væk fra jer.
Intet barn bryder sig om at svigte sine forældre.
Men hvad gør man så med de forældre, der svigter sine børn?
Jeg har intet mere at sige end undskyld mor og far.
Undskyld, fordi i var uopnåelige!”