Jeg vil ikke mere

Det hele startede i Maj månede 2007. Det var kærlighed ved første blik. Vi var som ét. Du og jeg. Den følelse som jeg havde i maven, var en følelse, som jeg aldrig har haft før. Du tog pusten ud af mig. Før jeg mødte dig, var min verden grå, men så kom du og så kom der farver på. Dengang var jeg bange for, hvad andre sagde om os. Så vi holdte lav profil. Du skrev de sødeste beskeder til mig, og jeg blev mere og mere forelsket i dig. Du gav mig komplimenter, hjalp mig og gav mig virkelig selvtilliden tilbage. Hele sommeren var vi forelskede i hinanden. Vi var sammen et par gange. Jeg kunne ikke stoppe med at kigge på dig. Du var så sød. Så flot. Dit korte hår med lidt krøller i. Dit smil, din stemme. Da jeg lå i din seng, kiggede på dig, som lå på gulven, der vidste jeg, at du var den for mig. Jeg var blot 15, da jeg fandt min store kærlighed. Ham jeg ville leve resten af mit liv med. Sommerferien sluttede, og det hele forandrede sig. Stadig forelsket men generte overfor hinanden. Dét ødelagde alt. Jeg har gjort alt for at redde det. Redde os to fra en svær tid. Fra sorgerne. Men nej? Det nyttede intet. Du fik noget med en anden pige fra din skole. En der er to år yngre end dig. Jeg kan huske, at jeg en dag kørte med bus sammen med hende. Og det eneste hun snakkede om, det var dig. Hun vidste ikke det, som vi to havde haft. Jeg blev tosset. Jeg vil ikke lade hende få dig! Du var min. Du skal være min. Koste hvad det vil. Jeg sagde til dig, at jeg ville gøre alt for at få det hele op at køre igen. Og det har jeg også gjort. Men stadig fem måneder senere er det det samme. Jeg græder hver eneste dag. Jeg tænker kun på dig. Jeg har aldrig i mit liv været så ked af det. Jeg kan ikke glemme dig. Jeg elsker dig virkelig. I sommerferien sagde du, at du elskede mig, jeg sagde ''i lige måde'' jeg var bange .. Bange for at tage chancen. Men nu? Der kan jeg se, at jeg skulle have taget chancen der. Jeg kæmper stadig for at få din kærlighed tilbage til mig igen.