Inden du kom ind i mit liv, var det gråt og trist.
Jeg havde kun mig selv og min datter.
Den eneste jeg havde kærlighed til var min datter.
Lige indtil den dag jeg så dig for første gang.
Du var lige flyttet ind til byen.
Husker det som det var igår, hvor du kom gående op ad trappen med en flyttekasse. Du smilte og sagde pænt hej.
Jeg kiggede efter dig og smilte.
Hele den dag gik jeg og tænkte på hvem du var,
og hvilken person du var.
Der gik måneder før vi rigtig fik snakket sammen.
Den første gang var oppe i byen hvor vi sad og snakkede lidt.
Da vi mødtes oppe ved Dennis, huskede alt hvad vi snakkede om den dag.
Der gik dage, uger før vi snakkede sammen igen.
Men du var altid i mine tanker et sted.
Første gang vi var alene og fik en rigtig dybt samtale,
var det som om, at vi havde kendt hinanden i flere år, selvom der kun var gået et par måneder.
Vi havde de bedste weekender sammen for første gang.
Der fandt jeg ud af hvem du var.
Og jeg blev overrasket over, at du rummede så meget godhed i dig.
Hver gang vi er sammen får du det bedste frem i mig.
Det er der aldrig nogen der har kunnet før.
Du gør noget ved mig, der er svært at skulle beskrive med ord.
Du får mig til at føle mig værdsat og til at føle mig hel.
Det er så vildt, at du kan det efter så kort tid.
Du er, og vil altid være i mine tanker.
Hvad jeg føler for dig, kan bestemt heller ikke beskrives med ord. Hver gang vi er sammen finder jeg flere og flere ting der gør dig til den jeg kan se mig selv med i fremtiden.
Er vildt at sige såden noget lige nu hvor det kører som det gør, men mit hjerte siger mig, at du er den jeg skal blive gamle med.
Skrevet d.
18. november 2007, 21:39
×
1
×
0
×
1