Den evige kærlighed

Som to fremmede stod de pludselig der foran hinanden. Alle de minder de havde prøvet at fortrænge, kom pludselig væltende tilbage. Deres første kys. Den første gang deres blikke mødtes og de troede at de var sikre på at de ville hænge sammen for altid. Han og hende. Hun og ham. For evigt. Men der var ikke nogen af dem havde kunnet se ud i fremtiden, og hvis de havde kunnet, ville de så gøre det hele om igen, helt anderledes?
De havde været til den samme fest, for uden at vide det, havde de allerede samme bekendte. Han havde set hende fra den anden ende af rummet, og havde bare ikke kunnet lade være med at gå over til hende. "Vil du danse?", havde han sagt. Hun havde i starten blot set ham lidt an. Hun var genert, men sagde alligevel ja. De dansede og så hinanden ind i øjnene. De havde de smukkeste øjne, dog så forskellige fra hinanden. Hendes havde en grålig grøn farve, nærmest en smule udvisket. Mens hans mørkebrune øjne stod klart, farven var så dyb at hun næsten følte at hun kunne drukne i den.
De blev kærester. De flyttede sammen. De blev gift.
Med bil, hus på landet, kat og en gravid kone, havde han alt, hvad han nogensinde havde ønsket sig. Og hun fødte snart en lille pige. Når de ser tilbage på billederne hver for sig, er de eneste minder der er de samme hos begge, minderne fra den aften deres lille datter blev født. Resten af minderne er forskellige, tilsyneladende alt efter hvem af dem man spørger. For halvandet år efter var det slut. Hun flyttede med deres datter og han fik huset, bilen og katten. Tilbage havde de begge kun minderne i de billeder som de begge havde. Resten stod udvisket for alle andre, kun inde i deres hoveder havde de en egen opfattelse af alting.
De, der dengang virkede som perfekte modsætninger.
Ca. femten et halvt år efter, sidder jeg så her. I mit andet hjem. Jeg er deres lille datter, resultatet af de to modsætninger. Indbegrebet af deres fælles minder. Beviset på alt det de engang havde sammen. Da jeg var lille spekulerede jeg tit på, hvordan det mon havde været, hvis mine forældre havde været sammen. Hvordan det mon føles at blive hentet fra børnehave af en mor, der siger at far sidder derhjemme og venter. Uden at det betyder at man endnu engang skal til at rejse fra ens ene hjem, til ens andet.
Men den drøm opgiver man med tiden, når man bliver ældre, og mister troen på den evige kærlighed. Den kærlighed man havde set i filmene som lille, eller hørt om i eventyrene. "Og de levede lykkeligt til deres dages ende…", bliver til en kliché som man vokser op.
I mit hoved har historien om Tornerose fx ændret sig, fra "Også levede de lykkeligt til deres dages ende…", til "Også glemte den stupide prins at hente Tornerose oppe i tårnet, så hun rådnede op…". Ikke den bedste godnathistorie, men den er da mere realistisk. Tror jeg i hvert fald.
For det er som om, at bedst som man tror at man har regnet det hele ud, så ændrer det sig. Bedst som jeg troede at prinsen og prinsessen levede lykkeligt til deres dages ende, ændrede historien sig, da det gik op for mig at kærligheden ikke varer evigt. I hvert fald ikke min til drenge. Og måske heller ikke mine forældres til hinanden. Ikke fordi at det er pga. min status som skilsmissebarn at jeg ikke tror på evig kærlighed. Men i det øjeblik du føler smerten af at sige at du elsker en anden person, uden at få noget svar? I det øjeblik går det op for dig, at den kærlighed du altid har drømt om, kun findes i eventyrene. I folks fantasi.
For som jeg er blevet ældre, med tiden, har jeg indset at kun én kærlighed består. Kærligheden fra hende og ham, til deres lille datter. Kærligheden som forældre har til deres barn. Jeg tvivler indimellem lidt på det, når jeg hører om barnemord og incest, men jeg ved stadig, at den kærlighed mine forældre har til mig består. Og det samme med min kærlighed til dem. Så på den måde kan eventyrene måske alligevel have ret? "For så levede de lykkeligt, til deres dages ende. I hvert sit hus, med delebarn og to vidt forskellige billeder af fortiden. Men de levede."
For som to fremmede stod de pludselig der foran hinanden. Alle de minder de havde prøvet at fortrænge, kom pludselig væltende tilbage. Deres første kys. Den første gang deres blikke mødtes og de troede at de var sikre på at de ville hænge sammen for altid. Han og hende. Hun og ham. For evigt. Men der var ikke nogen af dem havde kunnet se ud i fremtiden, og hvis de havde kunnet, ville de så gøre det hele om igen, helt anderledes?
Nej.