Kærlighed

Hun hang stjernerne op på himlen
i håb om at de ville skinne.
Skinne på ham,
kun på ham.

Hun gav himlen hvide skyer
så solen ikke skulle blænde.
Ikke blænde ham,
aldrig blænde ham.

Hun lod regnen stille falde
så dens dråber kunne dække hans tårer.
Dække hans tårer
og ingen andens tårer.

Hun foregav at øjne så
for ikke at skuffe hans sind.
For aldrig at skuffe hans sind,
hans forfærdeligt skrøbelige sind.