Kærligheden

To år i ægte kærlighed,
seks måneder i dyb smerte,
eller måske resten af livet?
At miste gør virkelig ondt,
specielt hvis man mister en man elsker.
To år er meget,
seks måneder er ingen ting.
Men hvad er mon bedste?
at leve i en ægte kærlighed
og tro den vil fortsætte resten af ens liv?
eller at have følt smerte og ensomhed i seks måneder?
Ingen af tingene er bedst.
Kærligheden gør en blind og man glemmer fremtiden,
ser kun lykken og glæden,
men når man så mister alt det, gør det jo ondt!
Også kan man jo tænke på hvor ondt det gør at elske,
for så man nød til at leve i en frygt for at miste den man elsker.
Når det så sker, så sker det!
Livet er ikke forbi,
men det kan føles sådan.
Hver dag er en kamp mod ensomheden og smerten.
Pludselig kan man se sine fejl,
man ser hvilken smerte man gav sin elskede.
Med et ser man hvilket perfekt liv man havde,
glemte at sætte pris på det,
tog alt forgivet.
Så sidder man alene hjemme hver aften og tænker,
alt giver jo pludselig mening.
Forstår hvorfor han forlod en,
hvorfor han blev sur og skældte ud,
hvorfor han blev ked af det, når man skældte ham ud.
Det hele giver dyb mening.
Man får lyst til at skrige, hade sig selv,
gøre alt for bare at starte forfra,
få en chance til,
sige undskyld til ham, bare sidde og græde ud hos ham.
Men NEJ!
Der er ikke plads mere,
for alt bliver ikke glemt,
så sidder man igen alene og græder,
tænker på alt det man vil fortælle ham,
sige til ham.
Bare se ham i øjnene, kramme ham og kysse ham.
Alle minder bliver blandet rundt, og man bliver forvirret.
Der er så mange drenge,
hvorfor ikke bare slippe ham?
hvorfor ikke bare lade ham være og give ham fred?
Man bestemmer ikke selv over sine følelser,
hvem man skal elske, hvem man skal savne.
Vi er ikke ens, men heller ikke modsætninger.
Det ville fungere igen,
Hvis bare tilgivelsen ville blive givet,
hvis bare man blev lukket ind...