Under kastanjen

Under kastanjen

Siri sad, og kiggede ud i luften, hun var meget trist. Hun græd lidt, men det var ikke meget, for der var ingen der måtte se hende sådan. Marilyn stod, og betragtede hende, han var vild med Siri. Men der var et lille problem, han ville aldrig få hende. Hun var hvid som sne, han var også hvid, men gik altid i sort. Han var satanist, hun var kristen. Sådan stod han, og tænkte, fandt alle modsætningerne mellem dem. Han tog sig sammen, gik hen til hende, men han stoppede pludseligt op. Han så noget rødt på hendes ellers hvide, og meget smukke kjole. Han turde ikke gå længere, var bange for at skræmme hende. Siri sad bare, og stirrede, hun sagde ikke noget, græd kun stille. Marilyn gik tættere på, han var blevet meget nysgerrig. Han satte sig ved siden af hende, lagde sin hånd på hendes skulder. Hun kiggede ikke, han så ned af hende. Han blev bange over det han lige havde set. Så smuk, og så hvid en pige, hvor kunne hun få sig selv til det?
Hun kiggede stille op på ham, sagde ingenting, men der imod satte hun sig tæt ind til ham, holdte ham tæt til sig. Hun begyndte at græde lidt højere, og lidt mere. Han gengældte hendes varme, bløde, men også lidt hårde kram. Pludselig begyndte Siri at fortælle noget, men Marilyn forstod det ikke, hun græd for meget til at han kunne forstå det.
Han rejste hende op, tog hende med hjem. Hun var let som en fjer. Han lagde hende på sengen, hun begyndte at græde igen. Marilyn lagde sig ved siden af hende, Siri krøb sig ind til ham. Hun duftede af roser. Han var glad for at ligge ved siden af hende, men han gjorde hende ikke noget, for han kendte godt en piges grænser. Marilyn havde været sammen med mange piger, men alle var som ham selv, dystre, sorte, og satanister. Siri var noget andet, hun var ligesom en lys elver pige, meget smuk.
Pludselig holdte hun op med at græde, hun kiggede ham dybt ind i øjne. Han smilte til hende, Siri smilte igen. Hun blev ikke bange for Marilyn, for hun gik på samme skole som ham. Hun kiggede på sin arm, den var bundet ind i et sort stykke stof. Han rejste sig for at lave noget te. Da han kom ind igen, havde hun rejst sig fra sengen, og stod ved hans alter. Marilyn kunne se hun stod, og viskede. Han gik hen til hende, hun kiggede og smilt.
Siri satte sig ned på sengen, og Marilyn satte sig ved siden af. Hun begyndte igen at fortælle noget, Marilyn sagde ikke noget lyttede bare til hendes meget smukke stemme. Hun fortalte hvorfor hun havde gjort det, men han fik ikke fat i det hele, for hun begyndte at græde igen. Det eneste han fik fat i, var at hendes mor lå begravet under et kastanje træ, og at det var derfor hun altid sad der. Det sidste han fik fat i, var at efter hendes mors død, var hendes far begyndt at drikke, og han var begyndt at slå hende.
Hun græd nu så meget, at hun ikke kunne snakke. Marilyn tog tøjet af Siri, og lagde hende ned. Han rejste sig, for at slukke alle sine stearinlys. Så tog han sit eget tøj af, og lagde sig ved siden af hende. Siri lagde sig tæt ind til ham, og holdte op med at græde. Hun hulkede kun lidt nu, og faldt i søvn en halv times tid efter. Marilyn lå, og lyttede til hendes vejrtrækning, den var blid som en stille sommervind. Han elskede hende bare så meget. Hun vidste godt nu, at han elskede hende. Det kunne hun mærke, hans tilstedeværelse og hans stemme. Det fik hende til at elske ham meget højt. Hun følte sig meget tryk ved at ligge der, i Marilyns seng. Kort tid efter sov de begge to.
Da klokken var syv næste morgen, vågnede Siri. Hun kiggede på Marilyn, og lagde sin tynde, spinkle hånd i hans. Hun kyssede ham på kinden, han vågnede. Så kyssede hun ham på munden. Hun smilte, og følte sig meget lykkelig. De lå, og nussede i en times tid. Pludselig rejste Siri sig, hun havde glemt at hun skulle hjem. Hun begyndte at græde igen. Marilyn beroligede hende, og sagde at han ville følge hende hen til kastanjen, hvor de så kunne sige farvel. De tog tøj på, og skyndte sig af sted.
De stod under kastanjetræet, han holdte hende tæt ind til sig. Hun var så lille, og spinkel. Han var så høj og havde brede skuldre. Hun takkede for den dejlige nat, og de kyssede farvel. Hun vendte sig ikke om, da hun løb, for hun vidste det var sidste gang hun nogle sinde ville se dagens lys...
Marilyn begyndte at græde, det var første gang han havde gjort det, efter han var begyndt at tro på satan. Han løb hjem, ingen skulle se ham græde.
Han tog i skole dagen efter, han glædet sig til at se Siri, men hun kom ikke. Hun var heller ikke under kastanjen efter skoletid. Han løb hjem med sin taske, og løb tilbage til træet. Imellem tiden havde Siri været der, og ligge en rose, og et brev til ham. Marilyn læste brevet, da han fandt det. Han begyndte at græde igen, men denne gang, var han lige glad med om der var nogle der så ham. Han satte sig der hvor Siri plejede at sidde. Han læste brevet igennem flere gange, hver gang han læste det begyndte han at græde. Han var så såret, hvor kunne hendes far gøre det? Han vidste ikke om han skulle hævne sig, eller om han bare skulle prøve at glemme det? Han valgte bare at glemme det, men han kunne ikke...
Nogen dage efter gik han hen til kastanjetræet, lagde fire roser, som dannede et kors. Så gik han hen til broen, stod, og kiggede udover. Han græd, men han gjorde det, for han vidste at han aldrig nogle sinde ville komme til at se Siri igen...