Hvorfor mig?

Hvorfor er der ingen der forstår mig?
Ingen forstår hvordan jeg har det indeni.
Der er slet ingen der ved, hvor tit jeg sidder alene hjemme, græder,
tager en kniv og siger til mig selv, at nu er det nu.
Men det bliver jo aldrig til noget.
Inderst inde håber jeg, at der kommer en og redder mig.
Redder mig fra dette helvede.
Men næste dag kommer jeg i skole igen.
Alle smiler til mig.
Ingen kan se, at noget er galt.
Hvorfor ser de det ikke?
Hvorfor kan de ikke se tårene i mit sind?
Jeg tænker på at sige noget til dem, men inden jeg ved af det,
har jeg bare smilt, vinket og er gået videre.
Sådan er det altid.
Dag efter dag.
Uge efter uge.
År efter år.
Nu er der gået 5 år.
Hvor er du?
Dig der skulle redde mig fra dette dyb?
Jeg troede på mirakler.
Troede virkelig på at du fandtes,
men måske er det bare for sent nu?
Mennesker vænner sig til ting.
Nu har jeg vænnet mig til dette liv.