Hvofro kan det ikke gå væk ?

Jeg savner ham meget.
Jeg har lyst til at skrive en Email til ham, men jeg vil ikke virke som om jeg er en taber som savner sin ex-kæreste.
Men det er jo det jeg er, og jeg aner ikke hvem jeg skal fortælle det til?
Jeg har allermest lyst til at fortælle ham det men hvad sker der så?
Det tør jeg ikke finde ud af.
Men alle hans kys finder det bedste i mig. Jeg får det som om jeg har kendt ham hele mit liv men jeg har kun kendt ham i få år og alligevel ikke.
Jeg kender ham ikke endnu. Jeg aner ikke hvem han elsker men håber det er mig.
Håber det bare så meget.
Jeg aner ikke en skid om dig mere. Jeg aner ikke hvem du er.
Men hvad så?
Du kan nok heller ikke kende mig mere. Du kan nok ikke se at jeg engang var pigen i dit liv.
Jeg har forandret mig så skide meget.
Jeg har fundet ud af jeg ikke kun er en ting, men at jeg også har ret til at råbe ud.
Jeg er begyndt at sige min mening om tingene. Det gjorde jeg jo ikke den gang vi kom sammen. Da sagde jeg kun, at jeg elskede dig og jeg ikke kunne undvære dig nogensinde.
Og jeg fandt mig i når du kaldte mig so og at jeg var fucking grim og når du slog op med mig, med mit hjerte.

De to gange du bare skred fra mit hjerte, da var jeg sikker på at du aldrig kom tilbage igen, men det gjorde du.
Du kom hen til mine læber om natten, du kaldte mig din skat.
Jeg var lykkelig igen.
Men så?
Men så kom vi heller ikke videre, vel?
Vi kom dertil hvor du kaldte mig grim og so igen, eftersom jeg lige havde ringet til dig og du ikke kunne høre hvem der kaldte dig skat?


Vil du ikke godt gøre noget for mig?
Komme tilbage igen?
Jeg har brug for en kæreste nu.
En kæreste jeg kan holde om og som jeg ved der elsker mig.
Jeg ved godt jeg er fucking naiv, men hvad så?
Selvom du ikke elsker mig, så elsker jeg stadivæk dig helt vildt