Livet lod jeg gå

Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan jeg kunne lade dig gå! Det virkede så simpelt og let at sige farvel og fortsætte som venner. Vi blev begge enige om det og alt føltes så godt. Jeg var så lettet. Så glad for du kunne være min ven, så vi stadig kunne have kontakt. Hvordan kunne jeg være så blind? Hvordan kunne jeg tro det ville være så nemt? Da jeg triller tårerne ned ad min kind. Det svier i mit hjerte og ingen anden end dig kan lindre min smerte. Du siger det er alt eller intet. Din kærlighed eller sorgerne, der kun bliver værre. Et hvert klogt menneske ville vælge kærlighed, men er jeg dum nok til at vælge sorgen? Dum nok til at lade ham gå endnu en gang? Jeg gav dig mit inderste. Min hjerte. Jeg gav dig det og bad dig passe på det og nu er det knust, men pga. mine egne bekostninger :( Håber ikke der gå flere år, før jeg kommer af med denne sorg.