Pesten, sorg og engleskibet

Hun var ynkelig. Lille og ulykkelig. Hun havde store græsgrønne øjne og hår så sort som ravnens fjer. Hendes blik kunne jage hvert eneste væsen væk. Blikket var fyldt af sorg, fortvivlelse og ikke mindst fyldt med store, glinsende tårer. Hun kiggede desperat på sin søn, han var den eneste, hun havde tilbage… ”Hvordan kunne det ske?”, spurgte hun sig selv.
Hvorfor lod hun det ske? De gled bare væk fra lyset og ind i dødens stilhed… Der gik 2 min, så var han væk.. 6 min senere så fulgte hun med hendes far. Hendes lille datter hun ikke kunne kende mere, da hun lå i sin lille lyserøde vugge og kæmpede mod pesten, som rev og sled i hendes lille krop, som ikke engang var 1 år gammel. Hun var præcis 5 måneder, 3 uger og 2 dage gammel, da hun fjern i blikket drog det sidste suk. Hjertet var som en kold istap, og blødende sår på kroppen var det eneste tegn på, at det var pesten, der havde slået ned. Hun havde kun tænkt på sin datter… Den lille pige så yndig og fin der lignede sin far på en prik.
”ÅHHH nej”, havde hun sagt.
Med tårer strømmende ud af øjnene som brændende fakler var hun løbet ned af trapperne og videre ind i soveværelset. Hun kunne ikke sige en lyd. Hun var besvimet. Da hun var vågnet, lå hendes Matthew død i sengen. Hendes ellers så stærke og stædige mand havde givet op, og hun havde ikke engang været hos ham i den sidste tid...
Billederne fløj igennem hovedet på hende, og billederne gled tilbage til den tid, hvor de havde mødt hinanden. Alle de billeder med hendes datter i vuggen og Matthews fjerne blik. Det døde blik jagede hende som et vildt dyr, en jagt hvor hun var byttet.
Hun måtte tage sig sammen for sin søns skyld. Nu var hun Matts eneste forælder, og han skulle ikke komme til at mangle noget, sagde hun stille, men bestemt, til sig selv. Dette skulle bare fungere.
Hendes øjne blev fjerne, da hun overraskende rejste sig op fra sengen og drog et suk. Hun ville ikke lade pesten ødelægge sin søns liv. Han var hendes, hun var hans, til sammen var de én. Hun ville have svoret ved døden, at ingen sygdom skulle ramme hendes søn, men sådan skulle det ikke gå…
Begravelsen var følelsesladet, men hun ville ikke græde. Hun havde grædt den sidste tåre dagen derpå, og hendes sorg måtte blive glemt, indtil den dag hendes søn blev voksen og først dér, dér ville hun give sig selv tilladelse til sorg og gråd. Nu skulle hun være stærk og være der for sin søn.
Tiden gik, og livet blev nemmere. Clara, som hun hed, gik i traditionelt sort tøj, men hun skjulte sin sorg for alt og alle. Ingen kunne komme hende nær, så alle der prøvede fik en kold afvisning. Afvisningen var ikke ”undskyld sir, men jeg har travlt”. Nej, ordene lød:
”Hvis du nogensinde rører min søn, får jeg dig til at fortryde det. Hvis du nogensinde kommer mig nærmere end nu, kommer du til at fortryde, at du blev født!,” havde hun roligt sagt, men ordene, der kom ud, var koldere end is. Den besked havde hver eneste person fået, hvis de var kommet vandrende op af skovens vildnis og videre hen til hendes lille lukkede hytte. Det var hovedsageligt mænd, der vovede sig op til hendes hytte, da hun stadig var ung og utrolig køn.
Hendes sorg over Matthew var så stor, at hun græd, skreg og hulkede hjerteskærende indvendig af sorg. Tanken om livet… hele livet uden ham kunne hun ikke bære. Mange blev såret over den kolde afvisning, men jævnligt blev der lavet sjov med det i byen, og hele byen snakkede om den unge pige, der mistede sin familie men drog videre i livet stærkt besluttet på at give sin søn de bedste muligheder og den bedste barndom.
Hendes søn var nu 4 år gammel. Han lignede sin far, hans næse og mund var formet og skabt som Matthews. Clara følte en trøst ved at kigge på sin søn. Hun følte et nærvær med Matthew, når hun så sin søn i øjnene. Matt voksede op og lignede sin far på en prik. Det gjorde ondt i Clara at se sin mand i øjnene på sin lille søn.
Alle sladrede og diskuterede om Clara og Matt. Clara ignorerede det, men spekulerede meget over, hvordan det kunne være så spændende, at hun ville give sin søn en god opvækst. Hun tænkte aldrig rigtig over sine iskolde afvisninger til alle sine bejlere og alle de gamle damer, der kom op til hendes lille hytte… De var jo nok bare sladrekoner, der kun kom efter en god gang sladder.
Der gik 6 måneder, alt gik godt indtil den skæbnesvangre nat….
Clara var så godt som faldet i søvn i den gamle ægteseng, som hun engang delte med Matthew. Hendes øjenlåg gled stille i… Et skrig kom inde fra Matts værelse, og Clara slog øjnene op og fór ud af sengen. Klar og parat til at slå den første der nærmede sig Matt. Da hun nåede værelset, tændte hun lyset, men da hendes blik skimtede igennem værelset, ventede der hende et forfærdelig syn... Dér i sengen lå hendes Matt. Blå læber og et fjernt koldt blik…

10 år senere.

Livet havde gået sin gang. Matt var blevet begravet, efter at byens læge havde fortalt Clara, at det var en fejl i hjertet, der havde forårsaget hjertestop hos lille Matt.
Der var gået 5 år. Clara havde ikke sagt ét ord til nogen, for hun havde begravet sig i sorgen over sin lille søn. Alle følelserne, som hun havde gemt væk, i alle de år Matt levede, fik nu frit løb. Hun havde lukket sine døre og vinduer til, så ingen kunne komme i nærheden af hende. Hver morgen havde hun gået den lange tur fra hendes hytte i skoven, ud til kirkegården på den anden side af skoven hvor hendes familie lå. Hun havde plukket vilde blomster ude i skoven og bundet 3 smukke buketter: én til Matt, én til Matthew og én til sin lille datter Mary. Clara vandrede hvileløst rundt på kirkegården. Hele dagen slæbte hun fødderne frem og tilbage, indtil kulden og blæsten tog til og tvang hende hjem, men hendes sidste ærinde var at give hver lille gravsten en buket, af de smukke blomster hun havde plukket
Tiden gik, og besøgene på kirkegården var ikke blevet mindre. Hun gik ture i skoven, og ét efter ét røg de gamle træplader fra hytten og ned på brændestablen. Sorgen var, skridt efter skridt, kommet lidt på afstand.
Således gik 10 lange år.
Clara var en dag gået ned til byen… den første tur til byen i 10 år… hun havde tidligere fået bragt maden af det gamle postbud, men nu ville hun vove sig ned til byen… Da hun nåede byen, var hun ved at vende om, da hun så blikkene, der fulgte hende, ved hvert skridt hun gik. Da hun vendte sig om, skuffet over den lange tur forgæves, var hendes ben ved at kludre sig ind i hinanden, bare for at holde balancen! For dér sad en lille pige med store brune øjne og tjavset hår… Clara så, at hun kravlede rundt mellem skidtet, og rotterne piblede frem mens den lille beskidte pige, kravlede frem og tilbage i et ynkeligt forsøg på at finde en rest mad.
Den tjavsede lille pige så ud til at være i 5 års alderen
Clara kiggede undrende og spurgte stille sig selv ”Hvad er du for en lille én?”, alt imens hun tog hende op.
Pigen kiggede undrende på Clara, men da deres øjne mødtes, var det som om, at et bånd allerede var knyttet.
”Ehm er du” spurgte pigen overraskende ”hjem nu?”, spurgte pigen og kiggede forventningsfuld på Clara.
Uden at vide af hvor stort et ansvar og hvor stor betydning hendes ord havde, sagde hun: ”Ja, vi går hjem nu”. Den lille beskidte pige lyste op i et smil, der kunne få selve guderne til at blive bløde om hjerterne…
Da de kom hjem til hytten, kredsede Clara om den lille pige… Intet skulle hun mangle. Hun blev kaldt ved navn Rose. Rose blev forkælet. Alt hvad Clara kunne give hende, med de få penge hun havde fået sparet op, blev brugt på Rose. Det Rose var mest rig på, var dog kærlighed… Clara havde så meget kærlighed at give videre, så lille Rose var den mest forkælede pige i hele byen.
Rose bragte dén glæde ind i Claras liv, som hun havde savnet siden Matthews død.
Byens folk var så småt begyndt at acceptere Clara og hendes lille pige. Endelig kunne Clara prøve at leve et normalt liv. I starten blev der hvisket i krogene: ”Hvem er dette gadebarn?”
”Er det Matilda gårdejerdatters lille datter, som efter sigende skulle være druknet i floden? Var hun alligevel ikke død, ja hvad mon hvis det er et spøgelse?!”, gyste de gamle sladrekoner.
Ja det gik endda så vidt, at der blev sagt: ”Det er djævlens yngel! Djævlen har bragt dette barn for at lade det vokse sig stort og stærkt…. for bagefter at skabe splittelse og sorg. Ja, måske endda overtage byen!”
Alle de opdigtede historier skulle Clara høre, hver gang hun nærmede sig byen. Det var som træerne slyngede alle sætningerne ud fra dets grene, og tvang hende til at være forberedt på de ord, der var sårende for enhver…
Hver historie og hver ond historie var det pure opspind, for lille Rose var hverken gårdejerdatterens datter, hun kendte ikke engang ordet Djævleyngel. Hun var lille Rose med det smukke hår og det søgende blik. Den lille pige var ikke noget ondt, nej tværtimod hun var gavmild og tålmodig som englene selv.
”Rose, kom her, i dag skal vi ned til havnen, hvor der kommer et meget stort skib. Skibet kommer med nogle børn som…” og inden Clara nåede at afslutte sin sætning, udbrød Rose: ”Børn! Jeg vil have en veninde, og hun skal hedde Marie, hun skal have lange fletninger, men ikke sort og stort som mit eget, nej det skal være Marie, der er lys som dukkernes hud, og hår så hvidt som sneen vi leger i!”
”Rose”, sagde Clara, bedrøvet over at skulle ødelægge Roses drømme og forventninger. ”De børn der kommer, de skal op til englene, og de skal op til Matt, Matthew og Mary, som jeg har fortalt om”
Rose så først ud til at være helt uforstående men strålede så op i et pragtfuldt smil.
”Så vil jeg ned og sige til dem, at de skal hilse Mary, Matt og Matthew! Skal vi ikke af sted nu Clara?”.
Lettet over hendes synspunkt tog Clara sin kurv med appelsiner, og de drog af sted mod havnen.
Da de nåede havnen, løb Rose hen til skibet… Da hun så børneligene blive båret ud, fik hun hvisket den lille besked i øret på en lille pige med korngult hår. Ikke hvidt som sne, som Rose havde villet have hos sin ”drømme” veninde… Nej, Rose var faktisk ret stolt over at have fået lov at give Matthew og Mary en besked.
Clara og Rose blev for at se skibet drive væk. Med ét lød hornet og skibet gled ud, og blev ét med vandet
Rose stod med store øjne og lod blikket glide ud på skibet, alt imens hun tænkte: ”Skibet bringer engle op til gud… hvornår bliver jeg en engel og får lov til at komme med skibet? Jeg glæder mig til, at jeg bliver en engel, for jeg vil også med Engleskibet…”