Trækker i snorene der drager min krop.
Min krop, mine tanker styres af mørkets kraft.
Uden glæde i mit sind, svæver jeg af sted som en vind.
Som dukke driver jeg væk fra lyset, lyset uden magt.
Jeg snubler, jeg falder i den stjernebelagte nat.
Falder dybt i et hul,
Smerten holder aldrig op
Videre… væk fra lyset ind i mørket
Aldrig stop.
Kraften løsner snorene om mit liv
en meningsløs dukke som ligger og har mistet sit sind
Ligger fortabt, uden at ku’ kom’ op
Fortabt som en dukke,
det er et menneske fortabt i mørkets kraft i sig selv
Uden at ku’ si’ stop
Skrevet d.
25. juni 2005, 16:45
×
0
×
0
×
0